Blues, Beer & BBQ arrangement på Skovlyst

Blues, Beer & BBQ arrangement på Skovlyst

18. september 2013 - kl. 11:51 - af

Lørdag den 12. oktober kl. 17.30 kan man på Skovlyst opleve MIK SCHACK – lige til øllet! + Tim Lothar & Peter Nande i et forrygende ølforedrag/smagning, efterfulgt af ol’-timer blues koncert.

Aftenen starter med spisning, og menuen består af: Langtids stegt oksesteg m/sovs, BBQ spareribs, og marineret grillspyd, ovnstegt kartofler, flødekartofler med cherrytomater, og salatbar.

Efter middagen vil TV-værten Mik Schack på en underholdende måde fortælle om sit syn på mad, øl og smagsløg, og publikum skal ikke kun lytte, de skal også smage 5 specielt udvalgte øl.

Det bliver et brag af en stemningsfuld aften, når altmuligmanden Mik Schack, der både kan kalde sig journalist, jazzmusiker, tegner, foredragsholder, tintinolog, radiomand og tv-vært, kommer til Sæby og optræder på slap line i et underholdende foredrag, hvor der indgår velsmagende øl og kontante meninger.

Kendt fra Hjemmeservice
Mik Schack, hvis rigtige navn er Michael Hans Greve Schack, har i mange år været ansat ved Danmarks Radio. Kendt blev han især, da hans radioprogram ’Hjemmeservice’ blev til et tv-program på DR2 med makkeren Torben Steno. I Mik Schacks eget køkken kom gæster på besøg til en snak om madlavning og meget andet.

Mik Schack er ikke som folk er flest. Han er ikke bange for at provokere og sige sin mening, uanset om han står i et køkken eller spiller på vaskebræt med Blues Jamboree, trioen med Billy Cross og Flemming Ostermann eller i bandet Peruna Jazzmen. Den skarpe tunge brugte han også dengang, han optrådte med gruppen Jan Monrad, Mik og Tømrerclaus, hvorfra komikerduoen Monrad & Rislund senere udsprang.

Det bliver derfor på alle måder en underholdende aften og lidt af en (smags)oplevelse, når Mik Schack byder på masser af snak og ølsmagning.

Aftenen slutter med ol’-timer blues koncert med TIM LOTHAR & PETER NANDE.

Real foot stompin ol´-timer blues. Duoen tager udgangspunkt i de mere obskure gamle bluessange, med ligeså obskure instrumenter fra dengang.

Guitar, mundharpe, jug, vaskebaljebas, skeer, kufferttrommer, vaskebræt med mere – og to stærke vokaler.

Det er stærkt underholdende. Nande blev Årets Danske Blues Navn i 2009, og duoen blev nomineret til Årets Nye Folk Navn ved Danish Music Awards i 2010.

Mon ikke Mik tager vaskebrættet frem og deltager i løjerne?

Billetter til den forrygende aften kan købes hos Click i Sæby og Jerry’s i Frederikshavn.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Blues, Beer & BBQ arrangement på Skovlyst ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger