
Kvinde i Østervrå får efter en lang kamp orlov
7. september 2013 - kl. 10:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Pernille Hollensberg fra Østervrå har vundet en sej kamp mod kommunen, da hun nu har fået lov til at passe sin brors ufødte spædbarn. Hendes bror er erklæret uegnet som forælder, og derfor ville Pernille tage orlov for at passe barnet. Men i første omgang var kommunens udmelding, at hun måtte droppe det studie hun var i gang med, skriver TV2/Nord.
”Jeg kunne ikke få lov til at tage orlov. Jeg fik at vide, at det var det samme som at tage et job, hvis jeg valgte at passe min brors barn”, forklarer hun.
Efter at TV2/Nord gik ind i sagen, fik Frederikshavn Kommune pludselig travlt med at behandle sagen, og midt i optagelserne til historien kom formanden for Socialudvalget, Peter E. Nielsen, med følgende udtalelse: ”Efter jeres henvendelse har vi taget sagen op igen, og vi har nu bevilget orlov i den konkrete sag”, fortæller han.
Pernille Hollensberg er dog stadig ikke tilfreds med den behandling, hun har fået hos kommunen.
”Jeg synes, det er meget firkantet, at man forholder sig så meget til reglerne, og at man ikke kigger på andre muligheder i forhold til vores situation”.
Frederikshavn Kommune lover, at man vil bevilge orlov, hvis lignende sager skulle dukke op.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kvinde i Østervrå får efter en lang kamp orlov ' til en bekendt