
Venner kan man ikke få for mange af
4. september 2013 - kl. 9:43 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Retfærdigheden, Sæbys nye, gamle kulturhus har omkring 100 af slagsen. Og det er de meget glade for.
Men en vennekreds skal holdes ved lige, og man skal møde hinanden jævnligt, for at blive ved med at være venner.
Blandt husets venner er der en kreds af meget aktive, som vedligeholder hus og have, så Retfærdigheden kan blive ved med at fremstå, som den gamle ærværdige bygning den er. Og nogle af vennerne har også i sommerens løb holdt liv i husets café og indrettet en bogcafé!
I august måned har Sæbykunstnerne holdt deres sommerudstilling i Retfærdigheden. Det har været med til at gøre huset levende og inspirerende.
Venneforeningens bestyrelse inviterer til to arrangementer i dette efterår.
Det første løber af stablen den 14. september kl. 15-17, hvor man kan opleve den lokale forfatter Hans Gregersen fortælle om ”Ret og straf i Sæby ”.
Huset vil blive fremvist, der skal synges sammen og nydes kaffe og Retfærdighedens specialitet: æblekage lavet af havens egne æbler.
Og den 29. oktober inviterer venneforeningen i samarbejde med Sæby Bibliotek og med udgangspunkt i Retfærdighedens bogcafé, til en aften med overskriften ”Hvad er der galt med Morten Korch? – noget om hvad vi læser og hvorfor.” Bibliotekar Tove Sjerslev Christensen, Sæby Bibliotek, kommer og fortæller om hvilke bøger vi låner.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Venner kan man ikke få for mange af' til en bekendt