Ugens klumme: Da Salamanderen blev for varm!

29. juni 2013 - kl. 1:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Svend Sulbæks nye parcelhus på Aalborgvej har mange moderne bekvemmeligheder. Der er badekar i badeværelset, som er smukt lysegrønt med fliser næsten helt til loftet og små sorte/hvide gulvfliser. Der er haner med koldt og varmt vand – både her og i køkkenet – og der er centralvarme med radiatorer i alle rummene! Til at forsyne disse moderne bekvemmeligheder med varmt vand, er der i fyrrummet installeret husets stolthed: Salamanderen!

Fyrrummet er forholdsvis stort, da der skal være plads til al den faste brændsel som Salamanderkedlen skal fortære, for året rundt at sikre varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne.

Det meste af året fyres der med træ, som Svend sammen med et par kolleger tiltusker sig forskellige steder. Her i sommeren 1963 har Slagteriet tilbudt en flok af de faste medarbejdere en tjans med at rydde noget skov, der ligger mellem Slagteriet og Ulldahlsvej, lige op til de ”Slagterihaver”, hvor arbejderne – herunder også Svend – dyrker grøntsager på en mark, som virksomheden ikke selv benytter, og derfor kvit og frit tilbyder sine folk.

Svend har sammen med at par naboer lånt sig en kæmpestor trækvogn, hvorpå alt det gratis nyskovede træ slæbes hjem, skæres op, kløves og fordeles. Det er blevet til en enorm brændestabel i enden af både Svends og naboen Ramlovs haver, hvor træet skal tørre til næste fyringssæson.

I vinterhalvåret skærpes Salamanderens appetit imidlertid og stilles derfor bedre med koks og cinders, som købes hos trælasten. Det bliver leveret direkte på adressen i lastvogn – en gammel hostende Scania-Vabis – hvorfra det slæbes ind og læsses af i fyrrummet i sækkevis.

Søren kigger med vantro og en lille smule rædsel på den sorte kulslæbende mand fra trælasten, der er så dækket af kulstøv, at hvis man mødte ham på gaden dagen efter i nyvasket tilstand, ville man næppe kunne kende ham.

Men Salamanderen er en temperamentsfuld dame, der har en ikke hel stabil termostat, og en ventil der ikke altid lukker af og i som den skal.

Det har Søren og Lille Anders erfaret flere gange, når de kort før sengetid er blevet beordret af tøjet og i bad – også selv om det ikke engang var lørdag!

Salamanderen var brændt varm: termometeret på vandbeholderen stod på faretruende 90 grader, så damen måtte i hast køles ned for at undgå en eksplosion. Da man i det påholdende hjem på Aalborgvej ikke ødsler unødvendigt med ressourcerne, er der derfor dømt badedag, hvor vandbeholderen tømmes ved at fylde badekarret, så drengene her midt på ugen kan gå nyskrubbede i seng, hvorefter også mor og far kan få et ekstraordinært bad. Derefter burde overophedningen så være overstået.

Salamanderen falder til ro igen, og Svend minder sig selv om, at monstrummet nok lige skal have et eftersyn dagen efter!

Siden blev der påmonteret en oliebrænder på Salamanderen, hvorefter den aldrig mere nåede ungdommens temperamentsfulde højder – men Søren kunne hele sin barndom tage sig selv i ængsteligt at kigge op på termometeret på vandbeholderen for at sikre sig, at vandet ikke var for tæt på at komme i kog!

Nu om stunder er teknologien heldigvis mere avanceret og driftssikker, når det gælder opvarmningen af vore boliger. De fleste steder i Sæby har i dag fjernvarme, og som supplement til både varme og strøm, eksperimenteres der med solfangere både på varmeværket og i de private hjem. ”Kultiden” er for længst forbi i husholdningerne, og indenfor en overskuelig fremtid bør de sidste fossile brændstoffer udfases i såvel varme- som el-produktion, og give plads til en forhåbentlig mere ren og bæredygtig fremtid.

I Frederikshavn kommune er vi langt fremme hvad angår at tænke i vedvarende energi. Vi har et særdeles aktivt projekt ”Energiby Frederikshavn”, der på trods af navnet opererer i hele kommunen, og et af kommunens erhvervspolitiske vækstspor omhandler netop brugen af vedvarende energi – både udnyttet lokalt, men også som potentielt beskæftigelsesområde. Vi har allerede en lang række virksomheder, der arbejder indenfor branchen, og mulighederne globalt set er enorme.

Her er der en bold som vi bør holde fast i. Her er der arbejdspladser at hente, hvis vi har mod på at investere i de nødvendige driftsmidler og i den nødvendige kompetenceudvikling for at fastholde det ”know how” vi i Danmark besidder på området! Og i et lokalområde hvor vi traditionelt har været stærke i ”de sorte fag”, burde en sådan omstilling være både logisk og fremtidsholdbar!