
Multibane indviet i Voerså
…
16. juni 2013 - kl. 11:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Rammerne kunne ikke være valgt bedre. Solen stod højt på himlen, og vejret var dejlig lunt med en lille let brise. Det var Stensnæsskolen, Voerså IF og Voerså Borgerforening, der i fællesskab har gennemført projektet og var fælles om indvielsen af multibanen ved Stensnæsskolen.
En af de meget aktive frivillige fra arbejdsgruppen, viceskoleleder Chris Kramme, bød velkommen, og takkede de mange frivillige hænder, der havde taget del i projektet. Allerede sidste år i august var multibanens kunstgræs klar til at blive betrådt, og den er siden da blevet brugt konstant. Glæden ved at vi i dag kan indvie banen er stor, og nu kan der blive frigjort frivillige kræfter til andre projekter i byen som der er gang i – heriblandt krogrunden hvor projekt 1 gerne skulle stå færdig til Skt. Hans. Til sidst roste Chris Kramme ildsjælene og mente, det var fantastisk at være en del af sådan et samfund med masser af sammenhold og initiativrige mennesker.
Selve indvielsen blev foretaget af byrådsmedlem Mogens Brag fra Venstre. Han sagde. – Jeg har allerede et halvpersonligt forhold til banen idet, Kristian min søn, hver dag tømmer sine sko i baggangen derhjemme. Disse gummikorn kender jeg alt for godt.
Men for pokker hvor er det blevet en succes med den bane! Dagene bliver hjemme hos os sorteret efter, om man har ”multien” i frikvarteret eller ej, og langt de fleste dage, så er det også her, man finder fodbolddrengene efter skoletid i SFO? Sågar i weekenden har jeg oplevet, der er blevet plaget om en køretur herover.
Det er herligt, når den slags initiativer lykkes – og initiativ er jo virkelig et af Voersås varemærker, hvis i spørger mig. Hvad enten det er havn, byudvikling eller foreningsliv, så er der en ting, der går igen – nemlig initiativ! Der er nerve i Voerså. Ofte har jeg mødt folk i kommunen, der overraskes af byens størrelse – 573 indbyggere. Mange tænker byen simpelthen er større.
Forklaringen er efter min vurdering ganske enkel – Voerså fylder det i folks bevidsthed, som aktivitetsniveauet og formidlingen heraf skaber rum for. Initiativet og aktivitetsniveauet er simpelthen en langt større by værdig. Og så er vi gode til at formidle det – i dag hvor synlighed er lig eksistens, så er det også et vigtigt element.
Fortællingen om Voerså handler om liv, aktivitet og initiativ – ildsjæle, det har vi bare rigtig mange af, og det er der grund til at glæde sig over. Det er ikke en selvfølge.
I dag udmønter initiativet sig i en flot multibane og en hjertestarter, der bliver monteret ved hallen. Jeg glæder mig meget over, det lokale initiativ, som er med til at gøre dette sted et godt sted at være. Tillykke til os alle, ”multien” er hermed indviet, sluttede Mogens Brag, inden han klippede snoren over til multibanen.
Efter indvielsen spillede et par fodbolddrengehold fra Voerså IF mod hinanden et kvartes tid, så de omkring 75 fremmødte fik indtryk af, hvor godt børnene boltrede sig på banen.
De 3 bygherrer var herefter vært ved ristede pølser med brød, kaffe, øl og vand.
Projektet er budgetteret til godt en halv million kroner, og sponsorerne er LAG Vendsyssel, Lokale og Anlægsfonden, Distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune, Albæk Voer Fonden. Herudover er der lagt adskillige arbejdstimer fra diverse frivillige.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Multibane indviet i Voerså
...' til en bekendt