
Dronninglund Sparekasse støtter Lyngså
10. juni 2013 - kl. 5:45 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det lokale pengeinstitut i Lyngså hjælper borgerforeningen med sponsorkroner de næste tre år.
Dronninglund Sparekasse har indgået en aftale med Lyngså Borgerforening om, at pengeinstituttet i indeværende år og ligeledes i 2014 og 2015 vil bidraget med et beløb på kr. 1.000,- til annoncering og PR. – Det er en rigtig god hjælp for os, forsikre kasserer Jytte Juul, der var med ved overrækkelsen. Borgerforeningen har stort set alle indenfor byskilte som medlemmer, og samtidig også stor opbakning fra oplandet, men der er mange udgifter, så det luner med en god sponsor.
Lyngså Borgerforeningen varetager, i lighed med andre borgerforeninger, kontakte til de offentlige myndigheder, herunder kommunen. – Vi holder hvert år en Juletræsfest og sørger også for julebelysningen, fortæller kassereren. Lokale mærkedage i byen markeres med en flagallé, som ligeledes sorterer under os.
Skt. Hans Aften
Et af de største aktiver er vores lokale legeplads, fortsætter Jytte Juul, den benyttes flittigt af byens borgere i alle aldre, men også skoleeleverne fra Stensnæsskolen i Voerså cykler hertil for at benytte stedet.
Helt aktuelt er det den årlige Skt. Hans Fest, der står på programmet netop ved byens legeplads. – Musikken er helt på plads, forsikre Jytte, som sammen med alle andre kan se frem til at høre Musikkorps Sæbys dygtige medlemmer underholde i et par timer. Båltalen holdes i år af byrådsmedlem Jørgen Tousgaard, og så har vi selvfølgelig vores gode grill-pølser, øl, sodavand og kaffe, slutter kassereren, der håber, at rigtig mange har lyst til at være med denne aften.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dronninglund Sparekasse støtter Lyngså' til en bekendt