Denne uges klumme:
På Havnen

1. juni 2013 - kl. 11:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Auktionsmester Roland Poulsen trækker i snoren til den klokke der hænger udenfor på Sæby Auktionshal, som han gør næsten hver dag kl. 16 – og også somme tider om formiddagen. I inderhavnen op til værftet ligger der en mindre flåde af fiskerfartøjer mærket FN, og flere af dem med motoren i gang – en skøn blanding af gamle petroleumsmotorers langsomme stempelslag og tøf-tøf og de nyere dieselmotorers katteagtige spinden. Velholdte træskibe, ejet af Sæbys gamle fiskerfamilier: Mørk, Isaksen, Rasmussen, Albertsen og en håndfuld flere.

Men det er i auktionshallen det foregår. Roland leder slagets gang: 75kg. rensede rødspætter, mellemstørrelse – ”Må jeg få nogle bud”? De lokale opkøbere, Hæstrup, Mørk og Rasmussen er mødt op, og byder indforstået og diskret på kasserne med rødspætter, ising og torsk. En hoster, en vipper med piben og en anden nikker, for at bekræfte om man stadig byder med. Da de er færdige med den rensede fisk, begiver hele selskabet sig udenfor, og går ned på træbroerne, der er monteret på indersiden af nordre mole, og hvortil der er tøjret en mindre flåde af hyttefade, tilhørende hver af de enkelte fiskerbåde. Her fortsætter auktionen, denne gang på de levende rødspætter, som fiskerne i kutternes damme har ilandbragt og øset over i hyttefadene, hvor de opbevares levende til eksport.

Svend Sulbæk har et fast greb i Sørens lille hånd, da de går fra nordmolen og dens røde fiskerskure, hvor der bødes garn. De går forbi Hæstrups Fiskeeksport og redningsstationen til værftet, hvor der er et par kølhalede fiskekuttere til reparation. De går over på sydsiden af havnen, forbi Restaurant Kattegat og Rasmussens og Mørks fiskeeksportforretninger, hvor der ligeledes er hyttefade fyldt med levende fisk. Men hvad er nu det: Ud for Fiskehermetikken ligger der bunker af frosne kæmpefisk: tun der skal skæres op og fyldes på dåser. Svend må løbende forklare den nysgerrige søn, hvad det er de ser. Så kommer der en gammel mand der åbenbart kender far.

Svend får sig en lang snak med sin Onkel Oluf – eller ”Parketwolle” som han hedder på havnen. Det bliver et længere ophold, da både Svend og Oluf deler Mortensen/Østergårdfamiliens gener og evner til at snakke både godt og længe. Endelig bliver der sagt farvel, og de nærmer sig nu Olufs gamle arbejdsplads: Industrihavnen med gødningspakhuset, de små coastere og trælastens oplagsplads, med de kæmpestore dynger af koks og cinders, der her i starten af 1960´erne er husenes mest anvendte opvarmningsbrændsel og industriens foretrukne energikilde. Kullene er kørt hertil med Sæbybanen, der har en afstikker der ender her på havnen. De fortsætter forbi koksbjerget og de vakkelvorne stakitter omkring bunkerne, der ser ud som om de når som helst kan give efter og give plads til en sort lavine, der i givet fald vil lukke den afsluttende del af Ringvejen. På den modsatte side af Ringvejen er der tjæreplads for fiskernes garn og ruser.

Sæby Sønderstrand går helt op mod Ringvejen, og der er meget lavvandet i dag, så lugten og hav og rådnende tang er markant og blander sig også med noget mere latrinært. Sæbys spildevand udledes direkte på stranden gennem et stort cementrør. Det såkaldte rensningsanlæg kan måske frafiltrere cykelstel og tønder, men toiletpapir og andre herligheder ligger langs strandkantens sten, og i dag rengøres der på Slagteriet, så vandet er blodrødt. Svend mumler et eller andet om svineri og trækker Søren op af Ringvejen på vej hjem til mor, lillebror og aftensmaden.

Sådan husker jeg Sæby Havn for 50 år siden. Der er sket meget siden. Fiskeriet er for længst forbi, industriarbejdspladserne ligeså. Men det miljø der altid er at finde på en havn eksisterer fortsat. Nu er det lystbåde, turister, småbutikker og spiserestauranter der dominerer. Den svundne tid – på godt og ondt – vender aldrig tilbage. Værftet er netop blevet nedrevet, kort før det i modsat fald ville være væltet af sig selv, og Rasmussens Fiskeeksport er væk og giver plads for nybyggeri, der heldigvis ser ud til at respektere det gamle.

Nye byggerier presser sig på. Folk vil bo ved vandet, men det er ikke ligegyldigt, hvordan husene kommer til at se ud. Det smukkeste og mest harmoniske nybyggeri er efter min mening boligforeningens ”Havnebo”, mens jeg er mere forbeholden overfor de forskellige variationer af Børge Juul Byggerier på Havnen. Smag og behag er som bekendt forskelligt, men et lavere byggeri i ”Algadefarver” ville efter min opfattelse passe til et nybyggeri hvor Vanggaards nedlagte fabrikker ligger i dag. Et eller andet skal der ske, for et i stigende grad forfaldent fabrikskompleks ødelægger helhedsindtrykket på havnen. Selv om havnen har ændret identitet de sidste 50 år, så vil den gamle bydel, kirken og havnen fortsat være Sæbys vartegn fremover, og som sådan skal den respekteres. Den historie den fortæller fastboende og sommergæster, er vigtig for byens fremtid og det turisterhverv der har en stigende betydning for os alle!