
Birgit Hansen: Styrken ligger i forskellighederne
1. april 2013 - kl. 16:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I jagten på harmonisering, rationalisering og effektivisering har vi overset, at styrken ligger i forskellighederne. Vi har haft så travlt med at sammenlægge og centralisere, at vi glemmer at erkende og være stolte af – ja ligefrem – at udnytte de mange identiteter i vores lange kommune.
Nu skal det vende.
Jeg er stolt af, vi har tre rådhuse i vores kommune. De er særegne for områderne. Hvorfor centralisere og sælge ud? Nu viser det sig også, at regnestykket næppe holder med de 45 mio. til én kommune – et rådhus.
Når Frederikshavn satser på udvikling af midtbyen og satser på endagsturister, skal vi bakke op. Så skal vi ikke pålægge urimelige høje takster i gågaden for leje af arealer til ude servering! Vi skyder os selv i foden.
Vi skal dyrke og respektere Skagens stoltheder: beliggenheden, naturen og de særegne egenskaber. Masterplanen er et unikt værkstøj til at respektere og handle ud fra under hensyntagen til Skagens identitet. Rettesnoren er lavet.
Når Sæby i den sydlige ende af kommunen stolt værner om havnen, skal vi bakke op i at udvikle netop, som man forstiller sig lokalt. Når borgerne møder op for at bidrage med ideer til udvikling på havnen – skal vi lytte.
Når oplandsbyer og landdistrikter kommer med en god ide´ specielt for netop deres område, skal vi bakke op. Også økonomisk i det omfang vi magter.
Vi skal konkretisere de enkelte områders styrke med henblik på konkrete tiltag for udvikling. Hvilken rolle har borgerne de respektive steder? Hvilke roller har foreningerne, erhvervslivet, ildsjælene – og hvordan kan kommunen arbejde med? Kommunen kan ikke og skal ikke levere alle ydelser, men understøtte alle ressourcer rundt omkring i vores kommune.
Borgerforeningerne kan tage initiativ til møder med interessenter: borgere, politikere, det lokale foreningsliv og erhvervsliv. Vi lokale politikere skal nok møde op. Det er jo valgår – lidt provokerende sagt!
Nu er tiden kommet til, vi skal finde styrken i de forskellige identiteter i vores kommune. På den måde bliver her rart at bo, og på den måde kan vi gå på flere ben og fremme turisme, handel, oplevelser og vores status som bosætningskommune. Det genererer indtægter og vækst. Og det har vi brug for.
En kommentar til “Birgit Hansen: Styrken ligger i forskellighederne” under annoncerne.
🙂 Ja, men skynd jer inden det er for sent!!