
Voerså-klenodier indleveret på museet
28. marts 2013 - kl. 12:57 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lokalhistorisk Forening for Voerså og Omegn afholdt tirsdag 26. marts, den årlige generalforsamling på Voerså Museum.
I sin beretning var det en glad formand, Doris Nielsen, der kunne berette, at der i årets løb på museet var indleveret flere ting, som var relevant for omegnen. Bla.a. kunne formanden fortælle, at der var blevet indleveret en stor urtepotte med underskål samt en mindre urtepotte, begge med behørige stempler. Disse to ting er efterhånden klenodier, da de stammer fra byens tidligere pottemageri, der fungerede indtil 1949. De to klenodier er fremstillet i perioden 1894 – 1906, da A. M. Strusholm ejede pottemageriet.
Af andre indleverede ting kan nævnes flere bøger om Julegrisen skrevet af Børge Iversen og frue samt Nina Olsen, Sæby, der har skænket museet sin udkomne bog om Aså.
I beretningen nævnte formanden også en 3. klasse fra Stensnæsskolen, som havde været på besøg og var vældig ivrige efter at vide noget, om de udstillede ting og sager. Foredragsaftener med Kenneth Kristensen fra Frederikshavn med ”Krigen på Frederikshavn Havn”, pottemageren fra Aså med ”Potteskår fundet på Stensnæs”. Hyggeklubbens årlige besøg med foredrag af Vitte Christensen Søndergård, Sæby, om Grønland, en aften med fremvisning af ældre postkort på stor lærred, foredrag og billeder ved museumsinspektør Jens Thidemann om ”Diverse strandinger på Stensnæs”. Herudover havde foreningen deltaget i Foreningernes dag på Stensnæsskolen.
Kassereren Keatty Sørensen oplæste regnskabet, der viste et overskud på kr. 4.557 -. Udgifter til varme, el og vand beløb sig til kr. 10.006 -. Dette resultat var glædeligt, for tidligere var denne post en hård modstander med beløb helt op til kr. 22- 24.000 – årligt. VVS Svend Nielsen havde sponseret en hel del isoleringsmateriale, og frivillige medlemmer havde isoleret rør og ydervægge. Herudover sidder der ikke længere dagligt nogen på museet, der bruger varme, for der skal spares. Museet er i brug i åbningstiderne og ved særlige lejligheder.
Doris Nielsen og Keatty Sørensen blev genvalgt til bestyrelsen. De resterende bestyrelsesmedlemmer er Bodil Vejrum, Halvor Hansen og Jens Leo Knøsen.
Helen Langeland blev genvalgt som suppleant. Ny revisor i stedet for Tage Nielsen, der ikke ønskede at fortsætte, blev Karin Berg Jensen.
Voerså Museum har udstilling i påsken i dagene søndag 31. marts og mandag 1. april. Begge dage fra 13 – 16. Her vil de omtalte klenodier blive udstillet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Voerså-klenodier indleveret på museet' til en bekendt