
Nytårsudtalelse fra SF: Status ved årsskiftet..
31. december 2012 - kl. 7:13 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
2012 har kommunaløkonomisk været et stramt år for Frederikshavn. De begrænsede økonomiske rammer har krævet reformer og effektiviseringer.
Alligevel har der været plads til forbedringer.
Året har været turbulent på arbejdsmarkedsområdet, hvor halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningskravet har fyldt utroligt meget.
I Frederikshavn vil 500 borgere stå til at miste dagpengeretten i 2013. Byrådet har på SF-initiativ vedtaget en frederikshavnerordning, som holder hånden under de borgere, som kun mangler få timer i at have genoptjent retten til dagpenge, men en ordentlig løsning kræver et indgreb fra Folketingets side. I SF vil vi pege på, at genoptjeningskravet føres tilbage til ½ år, samt at kurser, jobrotation mv. kan indgå i dette. Også begrænsningerne i supplerende dagpenge bør afskaffes, da de rammer mange deltidsansatte og sæsonarbejdere urimeligt hårdt.
SF ser med stor sympati på, at Det Lokale Beskæftigelsesråd har bevilget penge til uddannelse og jobrotationsprojekter på det private arbejdsmarked samt sat ressourcer af til at skaffe job til ledige nordjyder i det sydlige Norge, hvor der er mangel på arbejdskraft, samt at søge kontakt med norske virksomheder, der kunne have interesse i at etablere sig i Nordjylland
I SF forventer vi, at samarbejdet mellem erhvervsliv og jobcenter kan udbygges og tilføres dynamik til glæde for både virksomheder og medarbejdere – herunder også de mange ufaglærte ledige
På Børne – og ungdomsudvalgsområdet er vi med ibrugtagningen af Nordstjerneskolen ved vejs ende med den reform af skolestrukturen, som SF gik til valg på. Hvis vi ikke havde lagt skoler sammen, havde vi ikke haft råd til at bevare det indhold i folkeskolen, herunder det vejledende timetal, som er en forudsætning for kvalitet i undervisningen.
Institutionsområdet har været gennem samme strukturreform, hvor der er bygget nyt og lagt sammen i større enheder for at bevare kvaliteten i pasningen. Senest står der nu en ny, topmoderne og energirigtig institution klar ved Arena Nord, og om kort tid får Hånbækområdet også sin nye institution. I forvejen har Skagen og Sæby fået henholdvis ny institution og vuggestuer. En ny døginstitution ved Nordstjerneskolen og en ny Solsikke på Toftegårdsvej er i støbeskeen. Normeringerne forbedres for 4,5 mio i fra 1. jan 2013.
Frederikshavn Forsyning kan ved årsskiftet igen sætte prisen ned på fjernvarme. Det beviser, at købet af Dongs affaldsfyrede kraft-varmeværk i 2010 var en rigtig og økonomisk klog beslutning.
Tømningsordningen af septiktanke har været i udbud og er blevet billigere for de borgere, som vælger at tage imod den af Forsyningen tilbudte ordning. Der er indført mere valgfrihed i ordningen, idet det nu står borgeren frit for at vælge andre entreprenører til at udføre opgaven.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nytårsudtalelse fra SF: Status ved årsskiftet..' til en bekendt