
Skifergas: Forbud mod fracking – Loven
27. november 2012 - kl. 23:07 - af Henrik Christensen
Som tredje og sidste oversættelse var det naturligt at vælge Lov af 13.juli 2011 om forbud mod hydraulisk frakturering. De tre oversættelser blev valgt, fordi de viser udviklingen hen imod dette forbud. En udvikling, der startede med, at der var selvstændigt tænkende og modige borgere nok, der gav udtryk for deres dybe indignation, til at de 92 parlamentsmedlemmer indså, at det ville være ansvarsløst ikke at indrømme offentligt, at modstanden burde støttes og hydraulisk fraturering forbydes.
“
LOV nr. 0162 af 13.juli 2011 om forbud mod efterforskning og indvinding af olie og gas med anvendelse af hydraulisk frakturering og om ophævelse af eksklusive tilladelser til prøveboringer, der indbefatter planer om at benytte denne teknik.
NOR: DEVX1109929L
Nationalforsamlingen og Senatet har vedtaget,
Præsidenten for Republikken kundgør loven, hvis ordlyd følger:
§1
Ifølge Miljøoverenskomsten af 2004 og ifølge princippet om forebyggelse og udbedring fastsat i (L. 110-1 i Miljøloven) er efterforskning og indvinding af olie og gas vha. boringer med hydraulisk frakturering forbudt på det nationale statsområde.
§2
Der er dannet et nationalt udvalg, der skal rådgive, følge og vurdere teknikkerne til efterforskning og indvinding af olie og gas.
Udvalget har specielt til opgave, at vurdere de miljørisici, der er forbundet med hydraulisk frakturering eller med alternative teknikker.
Udvalget udsender en offentlig bekendtgørelse om betingelserne for iværksættelse af eksperimentelle undersøgelser, udelukkende til videnskabelige forskningsformål og under offentlig kontrol, fastsat i §4.
Dette udvalg består af en deputeret og en senator udpeget af deres respektive forsamlinger, repræsentanter fra Staten, fra lokalsamfundene, fra foreninger, og fra de involverede virksomheders lønmodtagere og ledere.
Udvalgets sammensætning, opgaver og funktionsmåder præciseres ved forordning af Statsrådet.
§3
3.1. Inden for 2 måneder regnet fra kundgørelsen af foreliggende lov skal indehaverne af eksklusive tilladelser til prøveboringer i gas- eller olieminer aflevere en rapport, der præciserer de anvendte eller planlagte teknikker, til den administrative myndighed, der har udstedt tilladelserne.
Denne rapport offentliggøres af den administrative myndighed.
3.2. Hvis indehaverne af disse tilladelser ikke har afleveret den under 3.1. nævnte rapport, eller hvis rapporten nævner brug af boreteknikken hydraulisk frakturering, så inddrages de eksklusive tilladelser til prøveboringer.
3.3. Inden for 3 måneder fra kundgørelsen af foreliggende lov offentliggør den administrative myndighed i ”Journal officiel” listen med de ophævede eksklusive tilladelser til prøveboringer.
3.4. Det at foretage en boring ledsaget af hydraulisk frakturering uden at have anmeldt den til den administrative myndighed i en rapport, som fastsat under 3.1., straffes med 1 års fængsel og en bøde på 75.000 euros.
§4
Regeringen leverer årligt en rapport til Parlamentet
– vedr. udviklingen af efterforsknings- og indvindingsteknikker samt kendskabet til fransk, europæisk og international undergrund, hvad angår gas og olie
– vedr. betingelserne for iværksættelse af eksperimentelle undersøgelser, udelukkende til videnskabelige forskningsformål og under offentlig kontrol
– vedr. det nationale udvalgs arbejde med at rådgive, følge og evaluere jfr. § 2
– vedr. lovenes og reglementernes overensstemmelse med med miljøoverenskomsten af 2004 på minedriftsområdet
– vedr. de lovmæssige eller reglementsmæssige ændringer, der planlægges angående de emner, der nævnes i ovennævnte rapport.
Den foreliggende lov gennemføres som statslov.
Vedtaget i Paris, den 13.juli 2011/ Nicolas Sarkozy”
Oversat fra fransk – http://www.legifrance.gouv.fr/affichTexte.do
Jytte Vejbye Johansen, lektor, cand.mag.
E-mail: jvejbyej@stofanet.dk
(Til rekvirering af den fulde oversættelse af Senatets motiver til lovforslag om forbud mod hydraulisk frakturering)
3 kommentarer til “Skifergas: Forbud mod fracking – Loven” under annoncerne.
I §§ 2 og 4 i artiklen “FORBUD MOD FRACKING – LOVEN” omtales nogle eksperimentelle undersøgelser, der udelukkende skal tjene videnskabelige forskningsformål, og som er under offentlig kontrol.
Disse undersøgelser vedrører hydraulisk frakturering.
Men da teknikken er anvendt i USA i 10-15 år og i Frankrig indtil Loven om forbud mod fracking blev vedtaget, så er disse undersøgelser unødvendige – og de har da heller ikke fundet sted til dags dato.
Først og fremmest. Kæmpe ros til Sæby Avis for at bringe nyt om skifergas. Det er desværre få medier, der vil det.
Hvis ikke politikerne siger klart nej nu, så vil danmark miste noget de aldrig i denne eller måske næste generation kan opbygge. Troværdighed! Den er allerede skræntende.
Kommentar til min kommentar af 28. november 2012:
Min kilde til 1. kommentar er miljøkollektivet: Collectif Roquedur-Le Vigan