
Bredt budgetforlig i Frederikshavn Kommune
30. september 2012 - kl. 16:40 - af Henrik Christensen
Borgmester Lars Møller kunne i dag, søndag, samle størstedelen af partier og løsgængere i Frederikshavn Byråd omkring et budgetforlig.
Bag forliget står Venstre, De konservative, SF, Dansk Folkeparti samt de to løsgængere Jette Fabricius Toft og Jeppe Nielsen Kyk. Det svarer til 19 ud af de 31 medlemmer af byrådet.
Borgmester Lars Møller er meget tilfreds med tilslutningen bag dette forlig, som tager udgangspunkt i de aftaler, der er indgået i de foregående år. borgmesteren har lagt meget vægt på at overholde sine aftaler, for det er herigennem, man opnår de bedste forhandlingsbetingelser.
”Med dette budgetforlig er det lykkedes at fastholde et udviklingsorienteret budget, hvor der er rum til at foretage nødvendige og fremadrettede investeringer”, udtaler Lars Møller.”Samtidig er det lykkedes at nå ambitionen om en samlet besparelse på 2% af serviceudgifterne. De 2% blev udstukket af Økonomiudvalget og har været en rød tråd igennem forhandlingerne”.
Skatten fastholdes
Parterne bag budgetforliget har formået at undgå at skulle hæve skatten i 2013, hvilket i givet fald ville have udløst sanktioner fra Staten. ”Jeg er meget tilfreds med, at det foreliggende budgetforlig overholder de økonomiske rammer for forbrug, som er meldt ud fra Staten og KL. Vi har herigennem vist i praksis, at vi er loyale og tager vores solidariske opgave sammen med de øvrige kommuner alvorlig”, pointerer Lars Møller.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bredt budgetforlig i Frederikshavn Kommune' til en bekendt