
Flere vigtige point på kontoen til Skjold
2. september 2012 - kl. 13:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
IF Skjold Sæby’s jyllandsserie tog lørdag eftermiddag mod gæsterne fra Aars FC, der inden dagens kamp lå en plads bedre placeret i tabellen end hjemmeholdet.
Kampen blev da også helt igennem en rodet forestilling, hvor ingen af de to hold formåede at sætte sig 100 % på kampen. Alligevel lykkedes det hjemmeholdet efter 25 minutters spil at bringe sig foran med 1-0 på et mål af Jens Lorenzen.
Herefter havde de mange tilskuere nok troet, at der ville komme mere ro på spillet, men sådan blev det desværre aldrig.
I anden halvlegs første halvdel havde Skjold mulighederne for at lukke kampen, men der manglede lige det sidste for at få bolden over stregen. Derfor blev også anden halvleg en rodet forestilling hvor Aars aldrig formåede at blive rigtig farlige, og hvor et efterhånden træt Skjoldmandskab formåede at holde buret rent, trods et gult kort 5 minutter før tid.
Dermed kunne Skjold sætte 3 vigtige point ind på kontoen, da dommeren efter 2 minutters overtid fløjtede kampen af.
Skjold bytter efter lørdagens kamp plads med Aars i tabellen og ligger nu på en 4. plads med 7 point, inden næste weekends hjemmekamp mod det absolutte bundhold fra Hornbæk SF.
Dagens “Man of the Match” blev Tobias Overlade, som velfortjent fik overrakt trofæet. “Man of the Match” bliver kåret ved hver hjemmekamp af de to holds trænere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flere vigtige point på kontoen til Skjold' til en bekendt