
Nordjyske virksomheder konkurrerer på innovation
27. august 2012 - kl. 8:56 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Så er der skudt gang i den nordjyske innovationskonkurrence ”Tag fat på innovation – fordi det betaler sig!”. Dysten om titlen som den mest innovative virksomhed i Nordjylland skal sætte fokus på nytænkning som drivkraft til udvikling og vækst i det nordjyske erhvervsliv.
Skagen Fiskerestaurant var kulisse torsdag den 23. august, da startskuddet lød til en stor regional konkurrence, hvor små og mellemstore nordjyske virksomheder vil gøre op med enhver form for Jantelov og vise hvordan netop de har skabt innovation og vækst.
Konkurrence løber som en stafet gennem hele Nordjylland, og hen over efteråret vil der i alle 11 nordjyske kommuner blive kåret en vinder-virksomhed, som skal repræsentere det kommunale erhvervsliv i en stor regional finale den 4. december.
Innovation skal løfte nordjyske virksomheders vækst
Bag konkurrence står Vækstforum, Region Nordjylland og de nordjyske kommuner som alle er meget interesserede i at få sat ekstra skub i innovationen i det regionale erhvervsliv. Det skal være med til at løfte konkurrenceevnen og væksten til glæde for både virksomhederne selv og til gavn for den nordjyske beskæftigelse og de mange borgere, som arbejder i Nordjylland.
– Den globale krise har været en dramatisk øjenåbner for alle. Blandt andet har den skærpet vores blik for, hvilke værktøjer der kan løfte virksomhederne ud af den generelle økonomiske afmatning og skabe fornyet vækst og flere arbejdspladser i Nordjylland. Et af redskaberne i værktøjskassen er innovation, og derfor samarbejder vi målrettet omkring den indsats på tværs af offentlige og private parter, fortæller regionsrådsformand Ulla Astman, som også er formand for Vækstforum.
For en forløber og ramme for innovationskonkurrencen har Vækstforum allerede i 2010 søsat en virksomhedsrettet innovationsstrategi i tæt samarbejde med DI, Dansk Byggeri, Aalborg Universitet, Væksthus Nordjylland og Kommunernes Kontaktråd i Nordjylland.
Nytænkning og små ændringer kan gøre stor forskel
Ud over det strategiske samarbejde har indsatsen for innovation i Nordjylland bl.a. banet vejen for, at der i dag er udnævnt erhvervsfolk som innovationsambassadører i samtlige 11 nordjyske kommuner. De skal bruge deres erfaring og lokalkendskab til at inspirere virksomheder til at igangsætte innovationsaktiviteter.
– Det er vigtigt, at inspirere og støtte de nordjyske virksomheder til at udnytte deres store potentiale for innovation. Gode idéer findes jo alle steder. Det kan sagtens være det lille tiltag, der gør den store forskel, som giver vækst på virksomhedernes bundlinje og skaber nye nordjyske arbejdsplader, siger Erling Henningsen, adm. direktør i Judex og repræsentant for erhvervslivet i Vækstforum.
De nordjyske innovationsambassadører er en mangfoldig gruppe af erhvervsfolk, der på forskellige måder har arbejdet med innovation, haft succes i deres indsats og skabt udvikling i det lokale erhvervsliv. En af dem, er Per Bang Larsen, der er udnævnt som ambassadør for Jammerbugt kommune. Han er driftig iværksætter, som gennem årene har etableret 4 virksomheder, der i dag er solgt videre.
– Det er vigtigt for mig at komme frem med det budskab, at innovation ikke kun er noget, der foregår på universiteterne og kræver en doktorgrad. Den gode idé kan være den oplagte innovationsmulighed, som bare aldrig er blevet ført ud i livet. Ofte handler innovation om at turde tage chancen, siger Per Bang Larsen, som i dag er direktør i virksomheden Navicare.
Yderligere informationer
Tidsplan for innovationskonkurrencen
Konkurrence løber som en stafet gennem hele Nordjylland, og hen over efteråret vil der i alle 11 nordjyske kommuner blive kåret en vinder-virksomhed, som skal repræsentere det kommunale erhvervsliv i en stor regional finale den 4. december. Perioderne for tilmelding til de kommunale del-konkurrencer kan ses herunder.
Jammerbugt og Hjørring: 10. aug. – 22. aug.
Aalborg, Thisted og Læsø: 24. aug. – 5. sep.
Brønderslev, Rebild og Morsø: 14. sep. – 26. sep.
Frederikshavn, Vesthimmerland, Mariagerfjord: 28. sep. – 11- okt.
Du kan følge innovationskonkurrencen på www.tag-fat.dk
Virksomhedsrettet innovationsstrategi 2010-2014
Vækstforum Nordjyllands virksomhedsrettede innovationsstrategi 2010-2014 har som vision at styrke rammene for de nordjyske virksomheders innovationskapacitet, så Nordjylland bliver en førende innovativ region.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyske virksomheder konkurrerer på innovation' til en bekendt