Sparekassen Vendsyssel og Hvetbo vil fusionere

Sparekassen Vendsyssel og Hvetbo vil fusionere

21. august 2012 - kl. 12:51 - af

En fusion mellem Sparekassen Vendsyssel og Sparekassen Hvetbo giver et stærkt, lokalt nordjysk pengeinstitut med endnu flere kræfter til at understøtte kunderne og egnen. Filialer og arbejdspladser bevares.

Sparekassen Vendsyssel og Sparekassen Hvetbo ønsker at gå sammen i én sparekasse under navnet Sparekassen Vendsyssel og vil derfor bede myndighederne, repræsentantskabet og general-forsamlingen om at godkende en fusion. Hvis alt går efter planen, træder fusionen i kraft i oktober 2012.

”Det er en god dag for nordjyderne. Det betyder et endnu stærkere lokalt pengeinstitut, som kan understøtte udviklingen af egnen, og som er fuldt klædt på til at imødekomme de stadigt stigende
krav, der er til at drive pengeinstitut,” siger Vagn Hansen, direktør i Sparekassen Vendsyssel og Christian Hem, formand for bestyrelsen i Sparekassen Hvetbo.

Passer sammen
De to pengeinstitutter passer perfekt sammen geografisk og kender hinanden fra forskelligt samarbejde. Sparekassen Vendsyssel har 28 afdelinger og godt 300 medarbejdere (inkl. hovedkontor
i Vrå), og Sparekassen Hvetbo har 55 medarbejdere og 4 afdelinger (inkl. hovedkontor i Pandrup). Der er intet overlap på filialer, f.eks. er Hvetbo repræsenteret i Aalborg, hvor Sparekassen Vendsyssel ikke har filial i dag. Direktøren for Hvetbo, Lars Guldager, fortsætter som afdelingsdirektør i Pandrup, og to bestyrelsesmedlemmer får plads i bestyrelsen i Sparekassen Vendsyssel.  

Vagn Hansen og Christian Hem: ”Fusionen vil betyde, at kunderne beholder de vilkår, rådgivere og filialer, de kender, og vi bevarer arbejdspladser. Oveni får kunderne fra Hvetbo adgang til de mange fordele, der er forbundet med at være garant i Sparekassen Vendsyssel, samt en række specialister inden for f.eks. pension, bolig, investering og skat.”

Fra aktier til garantbeviser
Det er første gang i Danmarkshistorien, at der er udsigt til, at en sparekasse (Hvetbo) over nogle år
går fra at være en garantsparekasse til at være et aktieselskab for så at blive omdannet til en garantsparekasse igen. Aktionærerne fra Hvetbo får ombyttet deres aktier til garantbeviser til en kurs, der er lidt højere end den aktuelle aktiekurs.

”Desværre har mange af aktionærerne i Hvetbo gennem de sidste fem år mistet en stor del af deres aktieværdi. Det skyldes dels krisen, hvor bankaktier er blevet hårdt ramt, og dels de svage resultater i Hvetbo. Det er altid yderst beklageligt, når aktionærer mister værdier,” siger bestyrelsesformand Christian Hem fra Sparekassen Hvetbo.

Hvetbo har 5.000 aktionærer. 4 ud af 5 aktionærer har under 100 aktier svarende til en værdi i dag på 4.500 kr.

”Fusionen er en nødvendig og ansvarlig løsning, da Sparekassen Hvetbo på længere sigt ikke kunne klare sig som et selvstændigt pengeinstitut, fordi kravene stiger hele tiden – og så ville der være gået endnu flere værdier tabt,” siger Christian Hem.

At det er vanskelige tider, understreges af halvårsregnskabet fra Hvetbo, som offentliggøres i dag. Resultatet er et underskud på 66 mio. kr. efter skat, hvilket især er påvirket af nedskrivninger på 62,5 mio. kr. Nedskrivningerne er påvirket af Finanstilsynets skærpede regler for nedskrivninger. Sparekassen Vendsyssel offentliggjorde i sidste uge sit regnskab for første halvår, der viste et overskud på ca. 71 mio. kr. efter skat.

80.000 kunder
Når fusionen med Sparekassen Vendsyssel bliver en realitet, får nordjyderne en sparekasse med 80.000 kunder, 33.500 garanter, en solvens på 17,4 pct. og et solvensbehov på 9,7. Det giver en friværdi på 7,7 procentpoint.

”Nordjyderne får en yderst robust sparekasse, hvor vi bliver endnu bedre i stand til at leve op til vores vigtigste formål om at kunne understøtte udviklingen lokalt. Vi glæder os til at byde både medarbejdere, kunder og de nye garanter velkommen,” siger Vagn Hansen.

Sparekassen Vendsyssel har gennem årtier været en garantsparekasse, der i mange år har forrentet kundernes garantkapital med over 3 pct. oveni kommer en række fordele for garanter.

Det juridiske grundlag for fusionen er en bekendtgørelse, som er under udarbejdelse hos myndighederne og forventes at være på plads i september.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Vagn Hansen, direktør i Sparekassen Vendsyssel, tlf.: 82 22 95 01, mail: vh@sparv.dk

Christian Hem, bestyrelsesformand i Sparekassen Hvetbo, tlf.: 40 83 78 48,
mail: bestyrelse@sparhvetbo.dk

Kort om Sparekassen Vendsyssel:
Sparekassen Vendsyssel blev til efter en fusion mellem Vrå Sparekasse og Jelstrup Lyngby Sparekasse i 2001. Vrå Sparekassen havde rødder helt tilbage til 1871. Sparekassen Vendsyssel erhvervede i 2005 Hellevad-Ørum Sparekasse, i 2006 Brovst Sparekasse samt Jerslev Sparekasse, i 2008 Sparbanks afdeling i Frederikshavn samt Ulsted Sparekasse. I 2009 erhvervede Sparekassen fire afdelinger fra EBH Bank og i år Sparekassen Limfjorden. Efter fusionen med Sparekassen Hvetbo vil Sparekassen have 80.000 kunder og 32.500 garanter.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sparekassen Vendsyssel og Hvetbo vil fusionere ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2020 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER