
Nordjylland går hele vejen med telemedicin
2. juli 2012 - kl. 9:37 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
De 11 nordjyske kommuner, de praktiserende læger og Region Nordjylland er gået sammen om et stort projekt om telemedicin. Det går ud på at behandle mange KOL-patienter i eget hjem.
Projektet TeleCare Nord er det første af sin størrelse på landsplan. Der har tidligere været gennemført pilot- og forskningsprojekter omkring brug af telemedicin til et mindre antal KOL-patienter. Nu er ambitionen i Nordjylland, at borgere skal have mulighed for at få telemedicinsk behandling i forbindelse med KOL, hvis de har middel til svær KOL – uanset hvilken kommune, hvilket sygehus eller hvilken praktiserende læge de er tilknyttet.
– En KOL-patient får større tryghed, bedre livskvalitet og kan undgå mange genindlæggelser ved brug af telemedicin. Jeg er derfor rigtig glad for, at det er lykkedes at samle alle kommuner, praktiserende læger og sygehusene om projektet, så de nordjyske KOL-patienter får lige muligheder, siger Ulla Astman, regionsrådsformand.
Skal skabe tryghed
Ved brug af telemedicin har patienten udstyr i sit eget hjem, som bruges til at måle en række værdier, for eksempel puls og blodtryk. Resultaterne kan efterfølgende ses af sundhedspersonalet i kommunen, hos den praktiserende læge eller på sygehuset. Det giver personalet mulighed for at reagere på værdierne, og inden patienten bliver så syg, at det er nødvendigt med en indlæggelse.
– Det er med til at gøre patienterne trygge, at de kan holde øje med deres værdier og se udviklingen i disse. Derfor er det væsentligt, at alle samarbejdspartnere om den nordjyske patient bakker op om dette projekt, og det gør vi, siger Hans Christian Maarup, borgmester i Mariagerfjord Kommune og formand for det nordjyske kommunekontaktråd.
I almen praksis er lægerne også klar til at indgå i samarbejdet og ser frem til at arbejde med telemedicin:
– Det er et visionært projekt, og vi ser telemedicin som et godt redskab, som kan understøtte patienten. Det er et godt værktøj for den praktiserende læges arbejde med patienten i eget hjem, siger Kaj Bernth, formand for PLO, Nordjylland.
Projektet skal medvirke til, at patienterne oplever et sammenhængende nordjysk sundhedsvæsen og øget livskvalitet, fordi de selv kan håndtere deres egen sygdom.
I et økonomisk perspektiv er der tale om besparelser, der opnås gennem færre indlæggelsesdage, genindlæggelser og ambulante besøg.
Samtidig bliver der frigjort tid hos de sundhedsprofessionelle på sygehusene og i de kommunale pleje- og omsorgsfunktioner.
Yderligere informationer
Bag om Telecare Nord
TeleCare Nord har en treårig projektperiode fra 2012 til 2014 og et budget på 49,46 mio. kr. som finansieres i fællesskab mellem kommunerne og Region Nordjylland.
Projektet har modtaget støtte på 11,4 mio. kr. fra Det Obelske Familiefond.
Telecare Nord tager afsæt i de positive resultater fra det tidligere forskningsprojekt TeleKAT fra Aalborg Universitet.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjylland går hele vejen med telemedicin' til en bekendt