
Multiskydning over to dage på jagtcenteret
26. juni 2012 - kl. 13:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Jagtcenter Nord har sidste weekend været rammen om en multiskydning, der satte både flugtskytter og andet godtfolk på hårde prøver. Det var ikke bare flugtskydning, det drejede sig om, men hele otte discipliner hvor flugtskydning indgik, som enkelte dele af skydningen.
Otte discipliner skulle skytterne igennem, og flugtskydning fra pram havde en del skytter besvær med – dog ikke strandjægerne, der er vant til denne form for skydning på havet. En skydekajak var spændt fast på en stor bilslange og foregav at være skydning på havet. En af skytterne sammenlignede det med at skulle skyde, mens man sad på en cykel, der holdt stille og samtidig holde balancen.
Alle skytterne deltog på ligefod mod hinanden, og herrerne tog sig flittigt af præmierne. En enkelt kvinde blandede sig dog i medaljeregnen, og det var Berit Larsen, der havde den glæde at sætte alle på plads i skydning til skive med luftbøsse. De andre vindere var skydning fra pram Preben Strauss, dart Peter Jensen, forsinket jagtskydning Jørgen Dissing, trap Henrik Therkelsen, bue til skive Klaus Jensen, bue til 3 D dyr Ole Nielsen. På hjortebane med luftbøsse skete det usædvanlige, at hele 3 skytter måtte dele 1. pladsen nemlig Jan Strauss, Brian Severinsen og Torben Tabro.
Set over alle otte konkurrencer var Preben Strauss samlet vinder, nummer 2 blev Henrik Therkelsen, der måtte dele sin 2. plads med Brian Severinsen.
Over de to dages skydninger, var der flere, der havde valgt at flytte telt og campingvogn ud på jagtcenteret og samtidig lave en familietur ud af det. Flere af skytterne havde deres hunde med, der af og til måtte tage ophold i bilerne – dog for åbne vinduer. Skytterne var flinke til at lufte deres kæledyr, der i det lune sommervejr hellere end gerne tog et bad i jagtcenterets sø.
Den ældste, der mødte frem på jagtcenteret, var Sæby Jagtforenings tidligere mangeårige formand 83 årige Kaj Larsen, der mente, multiskydningen var for hårdt for ham, men samtidig med et stolt stemmeføring fortalte han gerne, at han weekenden før have vundet en 1. præmie, der var et flot etui til et jagtgevær, i en skydning. Hans kone, fru Britta, ville drille ham, og mente han såmænd nok havde købt det på hjemvejen.
Trods sin alder er Kaj Larsen stadig en habil flugtskytte og deltager gerne i skydning og træning på jagtcenteret.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Multiskydning over to dage på jagtcenteret' til en bekendt