
Storken sidder trofast på bondens tag
21. juni 2012 - kl. 14:23 - af Henrik Christensen
Sådan har B. S. Ingemann skrevet en dansk sang i 1837, som C. E. F. Weyse har sat melodi til. Teksten holder ikke helt længere i det danske land. For det første er der ikke ret mange storke tilbage i Danmark – kun nogle få stykker, og bønder er der heller ikke mange af. I Lyngså kan man rette teksten til, ”Storken sidder på thaibutikkens tag”.
Storken er ikke for nylig ankommet til restaurant- og thaibutikken i Lyngså. Den har siddet der i nogen tid. Siddet er et godt ord i den forbindelse, for den bliver siddende, da den er kunstig. I flere år har thaibutikken haft denne stork på taget, og det er da vældig hyggeligt. Bilerne stopper af og til op for at beundre dette blikfang, og hvem ved, måske giver det større omsætning i både restaurant og butik, på grund af dette hyggelige indslag i landsbylivet?
I et nyligt udkommet naturfredningsblad, er der en påstand om, at der om nogle år er langt mindre landbrug i Danmark end i dag. Til gengæld er der hele 12 storkepar fordelt over landet. Sammenligningen her vil vi ikke komme nærmere ind på, men vi kan da sikkert alle blive enige om, at storken er en hyggelig ”fætter” at have i vort landskab!
Hvem ved? Måske næste år har storkefar fået en mage?
En kommentar til “Storken sidder trofast på bondens tag” under annoncerne.
Hyggelig artikel. Var storken ikke engang Danmarks nationalfugl?