
Stor flot seksender skudt på Stendal i Karup
19. maj 2012 - kl. 18:51 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I forbindelse med pokalskydning og åben hovedskydning på Jagtcenter Nord lørdag 19. maj, deltog også Jan Nymark fra Karup ved Hørby. Jan Nymark strålede som en sol, men ikke på grund af han havde vundet noget særligt i hverken pokal- eller individuel skydning. Grunden var en hel anden, og den skyldtes, at han fredag aften havde nedlagt en stor flot seksender på Stendals jorder i Karup.
Jan Nymark har i flere år haft bukkejagten på Stendal, og han havde flere gange set, den store buk og holdt godt øje med den. Bukkejagten gik ind onsdag 16. maj ved solopgang, og her var Jan Nymark også ude, men heldet tilsmilede ham først fredag aften, da den store buk viste sig på terrænet og måtte lade livet fra en af Jans riffelkugler.
Jan Nymark havde trofæet med på Jagtcenter Nord, og her blev det beundret af adskillige jægere.
Jægere, der har forstand på pointgivning og opmåling af trofæer, mente ikke, det kunne være en råbuk til bronze, men tæt på. En enkelt vovede at tippe den til mellem 83 og 85 point.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stor flot seksender skudt på Stendal i Karup' til en bekendt