
Nye drikkedunke på Verdens vanddag
20. marts 2012 - kl. 8:30 - af Henrik Christensen
I en del år har Frederikshavn Forsyning fejret Vandets dag den 22. marts ved at dele drikkedunke ud. Og for tredje år i træk nu, har de haft gang i en stor konkurrence for at få et nyt design på den velkendte drikkedunk.
Årets vinder bliver afsløret på torsdag den 22. marts kl. 8.15 og SaebyAvis.dk er med.
Konkurrence
Børn fra 0. – 3. klasse fra hele kommunen har deltaget i konkurrencen om at designe årets drikkedunk. 26 skoleklasser har sendt mange rigtig gode forslag.
Indtil videre er det en hemmelighed, hvem der har designet vores nye dunk. Vinderen får 1000 kr. til klassekassen og æren ved, at mange børn i kommunen har en drikkedunk med tegningen på, fortæller Grøn Guide, Hanne Lauritsen til SaebyAvis.
Åbent hus
I forbindelse med dette års vanddag har de også valgt at holde åbent hus på Ørnedal Vandværk og på Sæby Renseanlæg. Det sker:
Søndag den 25. marts 2012 kl. 11.00 – 15.00
Ørnedalsværket, Rønbrovej 2, 9300 Sæby
Kom og se, hvordan de arbejder på at sikre fremtidens vand. Du kan få en rundvisning på værket, stille spørgsmål til driftspersonalet, opleve hvordan de svejser rør, se billeder fra Sæby Vandforsynings historie og få en ny drikkedunk og fylde den med vand. Hvis du gerne vil se filterskyl sker det kl. 12 og kl. 14.
Sæby Renseanlæg, Solsbækvej 266, 9300 Sæby
Du har her mulighed for at se det spændende renseanlæg i Sæby.
Du kan få en rundvisning på renseanlægget, besøge laboratoriet, få en snak med driftspersonalet, se hvordan overvågning virker, få en forfriskning og en ny drikkedunk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nye drikkedunke på Verdens vanddag ' til en bekendt