
Sådan bliver den nordjyske politistrategi i 2012
17. februar 2012 - kl. 14:16 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Nordjyllands Politi er klar med sin strategi for 2012. Centrale mål er bekæmpelse af indbrud, organiseret kriminalitet, kriminaliteten i udsatte boligområder og vold, samt adfærd der er kendt for at skabe utryghed blandt borgerne, fx unge, der kører ræs.
Indbrud skal ned Politikredsen fortsætter sin intensive indsats rettet mod indbrud i private hjem og i sommerhuse, men også indsatsen mod den organiserede indbruds- og hælerivirksomhed får mere vægt.
Chefpolitiinspektør Claus Hilborg erkender, at indbrud er en stor udfordring, selv om Nordjyllands Politi i 2011 har opklaret flere sager end tidligere. I politikredsen steg antallet af anmeldte indbrud i private hjem med 4,4 procent fra 2010 til 2011 (3217 i 2010 mod 3360 i 2011), mens det lykkedes at nedbringe det samlede antal anmeldte indbrud i sommerhuse med 6,3 procent (1413 i 2010 mod 1324 i 2011).
”Det er glædeligt, at indbrudskurven i sommerhuse er knækket, men tallet er stadig højt. Det ændrer heller ikke ved, at indbrud er en plage for mange nordjyder, så det skal vi stadig have fokus på i 2012,” fastslår chefpolitiinspektør Claus Hilborg
Ifølge chefpolitiinspektøren gør Nordjyllands Politi allerede et stort stykke arbejde for at opklare indbrud – fx gennem indbrudsgruppen, der alene anvendes i netop indsatsen mod indbrud. Der vil i 2012 blive afsat endnu flere resurser til indbrudsindsatsen, blandt andet til mere overvågning af området, så efterforskningen kan blive målrettet mod gerningsmænd, der begår mange indbrud.
Chefpolitiinspektøren tilføjer, at dansk politi i 2012 opretter såkaldte task forces, der skal efterforske organiseret indbrudskriminalitet i hele landet.
”Og vi skal have styrket dialogen med borgerne, fx gennem lokale grundejerforeninger,” siger Claus Hilborg, der fremhæver lokalpolitiets vigtige rolle i denne kontakt og i samme pulsslag påpeger chefpolitiinspektøren, at borgerne kan gøre meget for at forhindre, at de får indbrud, hvis de selv sikrer deres hjem. Få gode råd til at forhindre indbrud på: www.stopindbrud.dk.
Du kan læse mere om Nordjyske politistrategi på politi.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sådan bliver den nordjyske politistrategi i 2012' til en bekendt