Nu bliver det nemmere at gennemskue tvangsauktioner
2. februar 2012 - kl. 9:38 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Landets boligsøgende får nu lettere ved at finde drømmevillaen på tvangsauktion.
Den uafhængige boligside Boliga har indgået et samarbejde med itvang.dk, der giver et komplet overblik over annoncerede tvangsauktioner på nettet, og dermed vil denne type boligsalg fremover blive vist i søgninger på Boliga. Til glæde for den almindelige boligkøber, mener Boliga-partner Ricco Zuschlag.
Mere gennemskueligt
– Ved at gøre det let at finde relevante tvangsauktioner, får de boligsøgende adgang til boliger, som tidligere kun har været at finde på specialiserede sider.
Mange har den opfattelse, at det kun er boligspekulanter og lånehajer, der møder op på rådhuset for at byde, men nu åbner vi markedet, så alle ved, at det er muligt at handle på tvangsauktion. Det er faktisk ikke mere besværligt end at købe enhver anden form for ejendom, siger Ricco Zuschlag.
Han peger på, at det nu også bliver nemmere at regne ud, om man er ved at gøre en god handel.
– Med den nye service kan man blandt andet sammenligne sit bud på de tvangsauktionerede ejendomme med priserne på almindeligt udbudte boliger i samme område. Det er med til at gøre markedet langt mere gennemskueligt for køberen, siger Ricco Zuschlag.
Til tvangsauktionerne vil der være knyttet samme type statistikker, der også hører til de almindelige boliger på Boliga, som f.eks. vurderingsrapporter og information om, hvornår boligen tidligere har været udbudt.
Bedre chance for at sælge
Men det er ikke kun køberne, der får glæde af den nye service. Sælgerne vil ifølge Ricco Zuschlag også drage nytte af den.
– De boligejere, som uheldigvis har fået sat deres ejendomme på tvangsauktion, får nu en langt større eksponering af deres boliger end tidligere. Det gør, at de har en bedre chance for at sælge boligen til en rimelig pris og dermed ende med en mindre gæld, siger han.
Markedet steget 407 procent siden 2006
I kølvandet på den finansielle krise er tvangsauktionsmarkedet eksploderet. Fra 2006 til 2011 er der sket en stigning i antallet af tvangsauktioner fra 1.228 til 5.002, hvilket svarer til en stigning på 407 procent.
Antallet i 2011 er dog stadig lidt mindre end i 2010, der havde 5.229 af slagsen.
Ingen huse i Sæby på tvangsauktion, som det ser ud lige nu.
Ved en søgning på nedenstående link fandt vi ingen huse i Sæby, hvor der er berammet en dato for tvangsauktion.
Her kan du søge efter tvangsauktioner i Boligas udvidede søgning: http://www.boliga.dk/adv.aspx
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nu bliver det nemmere at gennemskue tvangsauktioner' til en bekendt