Indbrudstyvene holder ikke fri juleaften!

Indbrudstyvene holder ikke fri juleaften!

15. december 2011 - kl. 0:29 - af

Det Kriminal Præventive Råd advarer om julens mange indbrud.

Indbrudstyve seksdobler aktiviteten juleaften
I juledagene strømmer lys og julemusik ud fra mange hjem, men holder man ikke jul i eget hjem, er der risiko for, at der strømmer andet ud af ens hjem. Juletid er nemlig også indbrudstid, og i år forventer Forsikringsoplysningen op til seks gange så mange indbrud i private hjem juleaften som på et normaldøgn. Tyvene ved nemlig godt, at omkring halvdelen af alle danske hjem er forladt juleaften, og at mange også er væk de øvrige juledage. Derfor vil mange danskere også i år få en ubehagelig jule-overraskelse.

Undgå besøg af indbrudstyven
Konsulent Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen slår fast, at ingen kan gardere sig 100 pct. mod indbrud, men ofte vil man med lidt omtanke kunne undgå indbrudsforsøg. – Gør det svært for tyven. Tyven skal f.eks. have vanskeligt ved at finde ud af, om der er nogen hjemme. Kommer han i tvivl, vil han nemlig ofte gå videre, siger Riccardo Krogh Pescatori, der forklarer, at det netop ikke handler om at lave hjemmet til en bankboks.
– Det er meget lidt, der skal til. Man kan f.eks. sørge for, at der er tændt lys, at musikken spiller eller andre ting, som får det til at se ud, som om der er nogen hjemme, foreslår Riccardo Krogh Pescatori.

Brug nabohjælp
Er man væk i flere dage i julen, opfordrer han til, at man beder naboen kigge efter huset.
– Få f.eks. naboen til at fylde noget af sit skrald i din affaldssæk, fjerne aviser og reklamer fra postkassen og måske sætte sin bil over i den tomme carport. Tyvene bliver nemlig stressede af naboovervågningen, så hvorfor ikke benytte sig af det, spørger Riccardo Krogh Peccatori.

Gode råd
• Vinduer skal være lukket forsvarligt og alle døre låst.
• Uanset om du er væk en aften eller flere dage, bør du sørge for, at dit hjem ikke ser mørkt og forladt ud.
• Tænd for lys og evt. musik, når mørket falder på. Brug tænd-sluk-ur eller få naboer eller venner til at tænde og slukke på de rigtige tidspunkter.
• Bor du i villa, så få en aftale om eventuel snerydning og grusning med naboer eller venner. Har en af naboerne to biler, kan den ene måske parkeres hos dig.
• Er du væk en hel uge, så aftal tømning af postkasse, og bor du i villa, så få nogen til at bruge din affaldssæk.
• Har du bankboks, så brug den til opbevaring af smykker og værdipapirer.
• Fotografier eller en videofilm af hjemmet kan være god dokumentation, hvis du alligevel er uheldig og får besøg af en indbrudstyv.
• Giv for en sikkerheds skyld naboen et telefonnummer, hvor du kan træffes, hvis noget skulle ske.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af ' Indbrudstyvene holder ikke fri juleaften!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger