Finanskrise: Runde to er en realitet
30. november 2011 - kl. 8:50 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Første runde af finanskrisen blev udløst af bankernes beholdning af amerikansk boliggæld. Nu er anden runde tilsvarende blevet udløst af sydeuropæisk statsgæld. I begge tilfælde med omfattende realøkonomiske ødelæggelser, men med vidt forskellige forudsætninger for at løse krisen.
Af Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord
De, der kan huske tilbage til tiden før finanskrisen, ved, at det hele begyndte med de såkaldte subprime-lån i USA. Subprime var betegnelsen for de relativt risikable boliglån, der vandt stor udbredelse på det amerikanske boligmarked i årene op til finanskrisen, og som de amerikanske banker flittigt formidlede til andre banker over hele verden. Det gik godt, lige indtil de amerikanske boligejere begyndte at stoppe deres betaling af renter og afdrag på subprime-lånene. Det førte til adskillige bankkrak, og banker over hele verden indstillede pludselig deres udlån af frygt for, at de skulle miste penge på det næste krak. Finanskrisens første runde var en realitet.
I dag – fire år efter – er finanskrisens runde to godt i gang. Denne gang er det imidlertid ikke subprime-lån, der skaber mistillid og frygt bankerne imellem, men derimod de sydeuropæiske statsobligationer. For ligesom det skete med de amerikanske boligejere i 2007 og 2008, så er det i dag Grækenland, Italien, Portugal og Spanien, der er godt på vej til at stoppe deres betalinger af renter og afdrag på de lån, de har taget i bankerne. Dermed er finanskrisens runde to en realitet.
Slow down uundgåelig
De realøkonomiske ødelæggelser af finanskrisens første runde er i dag synlige for enhver, og næste runde af finanskrisen vil formentlig få tilsvarende konsekvenser. Det vil sige, at bankernes manglende udlån til hinanden såvel som til forbrugere og virksomheder uundgåeligt vil føre til et økonomisk ”slow down” med blandt andet stigende arbejdsløshed til følge.
Paradoksalt nok er EU’s aktuelle krav til bankerne om at polstre sig med til at accelerere runde to i finanskrisen. For hvis bankerne skal leve op til de nye krav, er de tvunget til at nedbringe deres udlån, og det forplanter sig i de virksomheder og ikke mindst de stater, der har behov for at låne penge af bankerne.
Mange virksomheder har dog haft succes med at nedbringe deres gæld i de seneste år, og de står derfor relativt godt rustet til at imødegå den forestående slow down. Helt modsat forholder det sig for mange af de europæiske lande, hvor statsgælden har nået smertegrænsen.
Hvor står Danmark?
Efterhånden som situationen forværres i eurolandene, fremstår Danmark næsten som et økonomisk dydsmønster med et statsunderskud på ”sølle” 45 procent af bruttonationalproduktet. Til forskel fra de fleste andre europæiske lande benyttede vi nemlig de gode år op til finanskrisen til at nedbringe statsgælden fra 80 til knap 30 procent af bruttonationalproduktet. Vi har med andre ord et langt bedre udgangspunkt for at klare os igennem den næste runde af finanskrisen, end vores naboer mod syd.
På trods af Danmarks relativt gode udgangspunkt er fremtidsudsigterne for dansk økonomi imidlertid også dystre. En europæisk recession venter lige om hjørnet, og den vil med næsten 100 procents sikkerhed også føre til en recession i Danmark. Politikerne i Danmark skal derfor vise den største agtpågivenhed, når de forsøger at finde balancen mellem populære vækstpakker og nødvendige besparelser.
Om Spar Nord
Med 290.000 kunder, 1.500 medarbejdere og en egenkapital på 4,5 milliarder kroner er Spar Nord Koncernen blandt de største banker i Danmark. Siden 2002 har Spar Nord åbnet 18 nye lokale banker og tilkøbt ni filialer fra andre pengeinstitutter, og i dag har Spar Nord i alt 69 lokale banker fordelt over hele landet. Banken har gennem finanskrisen leveret trecifrede millionoverskud hvert år og har ultimo tredje kvartal 2011 et overskud før skat på 276 millioner kroner.
Spar Nord ejes af mere end 110.000 aktionærer.
For yderligere information se www.sparnord.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Finanskrise: Runde to er en realitet ' til en bekendt