Flere patienter tilbydes robotoperation

Flere patienter tilbydes robotoperation

24. september 2011 - kl. 10:30 - af

Stor satsning på robotkirurgi: Regionsrådet har afsat 16 millioner kroner ekstra til området i næste års budget. De skal bruges til indløb af en ekstra robot samt en brugt til undervisningsbrug. Dermed kan flere patienter tilbydes denne operationstype og flere læger lære at bruge den.

Ekstra penge på budgettet
Robot-kirurgi har mange fordele. Derfor har det nordjyske Regionsråd afsat 16 mio. kr. ekstra til det område i budgettet for 2012, som netop er blevet vedtaget. De 16 mio. kr. skal bruges til indkøb af endnu en robot samt en brugt robot til undervisningsbrug.

Dermed kan Aalborg Sygehus for alvor udvide antallet af operationer og få startet det robot-kirurgi center, der er målet.

– Et robotkirurgicenter vil for alvor kunne sætte turbo på anvendelse af denne teknik til flere patientgrupper. Robotkirurgi er til stor gavn for patienterne, fordi den er mere skånsom – blandt andet er der færre blødninger og smerter og den giver et bedre overblik, fordi den kan vise meget forstørrede billeder, af operationsområdet. Derudover er der også god samfundsøkonomi i robotkirurgi, fordi det giver færre indlæggelsesdage og hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet for patienterne, siger regionsrådsformand Ulla Astman, (S).

Opererer 75 procent med robot
Siden 2008 har Gynækologisk-Obstetrisk og Urologisk Afdeling brugt robotten til patienter med hhv. kræft i underlivet og prostatakræft.

– Vi bruger teknikken til at operere for kræft i livmoderen og livmoderhalsen. Vi er i stand til at operere ca. 75 procent af patienterne med robot-kirurgi, men vi vil gerne højere op. Teknikken er nemlig mere præcis, giver mindre smerte og mindre operations-stress for patienten, og gør det muligt at tage hjem allerede dagen efter. Derfor ser vi frem til at få endnu en robot, siger overlæge Erik Søgård-Andersen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg Sygehus.

I løbet af de kommende år er det planen, at blandt andre sygehusets mave-tarm-kirurger også skal i gang med at foretage robotoperationer.

Stor efterspørgsel fra patienterne
Operationerne er så efterspurgte blandt patienterne, at ventetiden på især prostatakræftoperationer har været lang.

– Som det er nu, kan vi tilbyde patienterne den ”almindelige” åbne operation i stedet for, hvis ikke de har kunnet vente. Med indkøbet af en ny robot er planen at tilbyde alle relevante prostatakræftpatienter robotkirurgi inden for en acceptabel ventetid, siger cheflæge Morten Noreng, Aalborg Sygehus.

International efterspørgsel på undervisningsfaciliteter
Indkøbet af en brugt robot til undervisningsbrug er højt prioriteret og meget efterspurgt.

– Den kan dels bruges til undervisning af egne læger, men den kan også blive en økonomisk gevinst for sygehuset. I fx Sverige og England har man ikke mulighed for at operere på grise, som vi har. Derfor kan det blive eftertragtet at komme til Danmark og få undervisning i robot-teknikken, som vinder mere og mere frem i verden og bliver brugt til stadig flere typer operationer, siger Erik Søgård-Andersen.

Yderligere informationer
· På Aalborg Sygehus bliver der i dag opereret urologiske og gynækologiske patienter ved hjælp af robotkirurgi. Det forventes, at teknologien indenfor en kortere årrække vil blive anvendt yderligere til en række af de såkaldte skærende specialer.

· Det er sygehusets ambition at have robotkirurgi som spydspidskompetence samt være nationalt videnscenter i samarbejde med Aalborg Universitet.

· Derfor arbejdes der i øjeblikket med at beskrive et professorat i området, samt indgåelse af et internationalt samarbejde med engelske hospitaler, som er førende inden for robotkirurgi.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Flere patienter tilbydes robotoperation ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger