
Kvinde fra Sæby fængslet i surrogat efter overfald
31. august 2011 - kl. 15:33 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Den 46-årige kvinde, som tirsdag aften stak sin eksmand i halsen med en saks, er i grundlovsforhøret i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger i surrogat, fortæller TV2Nord.
Kvinden, der har thailandsk baggrund, skal tilbringe tiden på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. Hun har i lang tid været under tilsyn af kriminalforsorgen samt psykiatrien.
Skænderiet handlede om, hvem der var ejer af lejligheden på Grønnegade i Sæby, og om hvem der skulle sove på sofaen.
Den 46-årige kvinde har efter eget udsagn sparket den 48-årige mand i bagdelen, hvorefter han slog hende i maven. Det blev åbenbart for meget for kvinden, som greb en 25 cm lang saks. Hun nægter at have stukket med den, men hun siger, at hun holdte den åben om hans nakke.
Alligevel har politiet fundet adskillige blodpletter i lejligheden.
En retslæge har fundet et snitsår på højre side af mandens hals, samt afværgelæsioner på underarmen. Hans lillefinger er der også blevet klippet i.
Da dommeren spurgte, om hun ville afsone varetægtsfængslingen i fængsel eller i psykiatrien, sagde kvinden blot ”fucking dommer.”
Kvinden blev dømt for voldeligt overfald for to år siden.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kvinde fra Sæby fængslet i surrogat efter overfald' til en bekendt