
Arkivfoto
Nye regler for opsætning af valgplakater
29. august 2011 - kl. 17:34 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Redaktionen har modtaget et par henvendelser fra vores læsere, der spørger om valgplakater ikke skal sidde på dertil indrettede stativer. Sådan var det før i tiden, men nye regler har gjort at det ikke er således mere. Reglerne for Frederikshavn Kommune ser således ud:
I Frederikshavn Kommune er opsætning af valgplakater hidtil blevet håndteret af Park og Vej, som har fordelt og opsat de indleverede valgplakater på særlige stativer. Andre kommuner har haft en lignende praksis, mens der også har kommuner, hvor partierne efter indhentet tilladelse selv kunnet sætte valgplakater op i elmaster og lignende. Med en ny lov er reglerne blevet ensartede, hvilket medfører ny praksis i Frederikshavn Kommune.
Fra næstkommende valg må valgplakater ophænges på offentlige veje og private fællesveje på master til vejbelysning, vejtræer, hegn, master til brug for elforsyning samt indretninger fæstnet til jorden, der har til formål at fremvise valgplakater.
Der skal ikke indhentes tilladelser fra ejerne af masterne, dvs. elforsyningsvirksomheder og lignende.
Valgplakater skal ophænges forsvarligt og på en sådan måde, at de ikke forhindrer hensigtsmæssige oversigtsforhold, dækker for autoriseret afmærkning, herunder færdselstavler, vejvisningstavler eller lignende eller i øvrigt udgør en fare for trafiksikkerheden.
Ophængning af valgplakater må ske fra den fjerde lørdag før valgdagen fra døgnets begyndelse. Alle valgplakater skal være taget ned ved døgnets afslutning 8 dage efter valgdagen.
Reglerne gælder kun for offentlige veje og private fællesveje. Det er således ikke tilladt at opsætte valgplakater på privat ejet grund uden ejerens tilladelse.
En ophængt valgplakat skal være forsynet med navn, adresse og telefonnummer på en kontaktperson.
Valgplakater, som er ophængt i strid med reglerne, kan blive nedtaget af Park og Vej for den eller de ansvarlige personers regning.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nye regler for opsætning af valgplakater ' til en bekendt