Skt. Hans bål og heks på åen i Voerså
22. juni 2011 - kl. 0:29 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ingen skal kede sig Skt. Hans aften – ved åen er der masser at kigge på!
Hvis vejret ellers arter sig bare nogenlunde, er der tradition for folk valfarter til Voerså Skt. Hans aften. Vejrudsigten er foreløbig rimelig, og det glæder da også Voerså Byudviklings støttegruppe, der i stil med sidste år er arrangør af et flot program med mange aktiviteter. Publikum vil gerne se noget, der er anderledes, og det er der netop ved, at bålet og heksen er placeret midt ude på åen, så alle med garanti kan se fra skrænterne, når heksen bliver brændt.
På den ene side af åen ligger Voerså Bådudlejning, og her er der masser af muligheder for at sejle i kanoer og på vandcykel. På den anden side, hvor Voerså Kro engang lå, er der opstillet et stort telt med borde og bænke, så der er rig mulighed for at komme til at sidde og nyde udsigten over åen. Her var det måske en god idé selv at medbringe et siddetæppe?
Pladsen og teltet åbner allerede 17.30, og Knud Søhane spejderne sørger for masser af wokmad, der kan købes fra kl. 18.00.
18.30 går det store anderace på åen i gang. 288 små plastænder med numre bliver lukket ud ved heksens bål. Har man satset på de rigtige ænder, er der til de to første, der kommer i mål, hver en ½ slagtefærdig gris sponseret af Voerså Byudvikling. Her ud over er der 8 ekstra præmier i form af 2 flotte smykkesæt i rav indfattet i sølv sponseret af Ravfrants i Sæby, samt 3 x 3 flasker god rødvin og 3 store vandrerygsække sponseret af Dronninglund Sparekasse.
Nogle ganske få ænder ”sælges” på pladsen, og hvis man endnu ikke har satset på gevinsterne, kan man nå det på dagen ved henvendelse til lederen af Voerså Byudviklings støttegruppe, Trine Høiien, der er på pladsen fra 16.30.
Klokken 19.00 starter børneleg under ledelse af en voksen ”legeonkel”, og 19.30 kan man opleve åen fra søsiden. Fra den gamle fiskerihavn, sejler motorbåde med fører gerne en tur på åen med publikum, der har lyst.
19.45 giver YA-børnene fra Voerså missionshus prøver på deres sang, og YA-erne skal også synge for på Midsommervisen. Børnene er under ledelse af deres daglige leder Ketty Kjær Pedersen.
Kl. 20.00 holdes båltalen, af det konservative byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune Jens Porsborg, og straks efter bliver heksen sendt til Bloksbjerg fra bålet.
På pladsen er der aktiviteter i form af gratis hoppeborg for børnene, lav selv pandekager hvor man får dej og form udleveret ved spejderne, og på åen er der sejlende fakkeloptog.
På pladsen sælges pølser med brød, kaffe med kage samt øl og sodavand.
Støttegruppen glæder sig til en begivenhedsrig aften med byens andre foreninger, og ikke mindst det fremmødte publikum.
Tekst og fotos Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skt. Hans bål og heks på åen i Voerså' til en bekendt