
Lyngså klar til fire dage med marked
5. juni 2011 - kl. 0:22 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lyngså Marked spænder over fire dage og finder sted fra torsdag 30. juni til søndag 3. juli.
Boldklubben i Lyngså, der står som arrangør, har formået at skrue et flot program sammen, og torsdag lægges ud kl. 17. Her serveres der dansk bøf med bløde løg, i det store telt. Her får man alt hvad man kan spise for 55 kroner. Med hensyn til markedsmenuen gælder det alle fire dage, at når maden er betalt, må man spise, hvad man kan, for de samme penge.
Kl. 19 går det store markedsbanko i gang med gevinster som flæskestege, koteletter, kyllinger, 12 kvarte grise og en del andre flotte gevinster.
Fredag åbner markedet kl. 16, og en time efter kan man købe markedsmenuen, der består af hønsesalat med ananasring samt helstegt oksefilet med bagt kartoffel for 65 kroner.
Fra 17 til 01 er der musik og revy i teltet. Musikken leveres af D`DUR. Revyen starter kl. 20, og det er, som det plejer en lokalrevy. Her er det, den gamle garde, der skal trække læsset, men der er dog blevet plads til et nyt ansigt på scenen – nemlig Else Pedersen, Sæby. Tinne Knøsen, Bente Thomsen, Søren Sig, Poul Erik Ottosen og Ib Thomsen er de andre ”skuespillere på scenen”. Instruktører og tekstforfattere er som vanligt Conny Thomsen og Michael Schioldan.
Lørdag lægges der ud fra morgenstunden. Mellem 8 og 10 serveres gratis kaffe og rundstykker. Mellem 11 og 14 kan man få tre håndmadder og 1 øl eller vand for bare 40 kroner.
Det populære dansktoppar Lis og Per synger og spiller på pladsen fra 13 – 14, og kl. 15 går en firmafodboldturnering i gang.
Markedsmenuen denne dag er svinekam stegt som vildt for 55 kroner.
Lørdag aften bliver der rigtig gang i sagerne. Allerede fra 17 spiller dansebandet Roulet og Gasolin coverbandet Peter + De Andre Kopier.
Søndag er markedets sidste dag. Fra 8 – 10 er der igen gratis kaffe og rundstykker i teltet, samtidig med den årlige markedsgudstjeneste går i gang kl. 9.
Harmonikamusik er på programmet fra 11 – 16, og her er det Thorup Spillemændene og Volstrup Harmonikaklub, der underholder. Markedsmenuen sælges for 55 kroner fra kl. 11, og uden stegt flæsk og persillesovs kan man ikke prale af at have været på Lyngså Marked.
Sæby Modelflyveklub besøger markedet fra kl. 13 og giver flyveopvisning.
Kl. 16 er det sidste chance for at prøve markedsmenuen for 55 kroner. Denne gang er det biksemad, og her sælges indtil der er udsolgt.
Sidste punkt på programmet er udtrækning af Lyngså Boldklubs tombolagevinster. Denne begivenhed plejer at samle rigtig mange håbefulde mennesker.
På pladsen er der stort tivoli og masser af kræmmere. Alle dage er der gratis adgang i teltet til samtlige arrangementer.
Tekst Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lyngså klar til fire dage med marked' til en bekendt