
Shetlandsponyer på havluftsferie
23. maj 2011 - kl. 12:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
I denne tid går der 19 Shetlandsponyer på en eng, der grænser helt ud til Stensnæs mellem Lyngså og Voerså. Ponyerne tilhører gården Sdr.Dam vest for Lyngså. På gården er der masser af andre Shetlandsponyer, men også andre dyr som Jyske heste, raceduer- og høns samt hund og kat.
Ponyerne skal gå på engen med det saftige græs, indtil efteråret sætter ind med regn, kulde og blæst, så kommer de hjem på gården igen.
Området er et pragtfuldt naturområde. For det første, er der en fantastisk flot udsigt ud over de grønne enge og til havet med Stensnæs. Dernæst er det noget af en herlighedsværdi at have sommerhus i området. Lige ved siden af engene er der masser af små løvskovslunde med selvsåede træer og buske. Her findes alt, hvad en naturelsker søger – havluft, løvskov, masser af fuglesang og en hel del rådyr der ikke er bange for mennesker, men de flytter sig dog, hvis man kommer for tæt på.
I området er der masser af fuglearter, der lader sin sang høre mange af døgnets timer i denne tid.
På engene i området findes planten Djævelsbid, og når den er til stede, er der stor mulighed for at observere, den sjældne sommerfugl Hedepletvinge. Hvis man har tålmodighed længere hen på sommeren og sætter sig i grøften med en rimelig god kikkert, kan man opleve ikke bare fuglene inklusiv Gøgen og dens kukken flyve hen over engene, men også masser af sommerfuglearter.
Lidt længere mod nord på en anden eng går der en flok sorte får, men disse tilhører ikke Sdr.Dam.
For at vende tilbage til Shetlandsponyerne er de 19 på engen både tamme og klappevenlige, men man skal holde sig på den rigtige side af hegnet.
Tekst og Foto: Sandra Buus
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Shetlandsponyer på havluftsferie' til en bekendt