Fejende flotte kjoler og stilfulde herrer
15. maj 2011 - kl. 0:55 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
DG’s gallefest 2011 fuld af glamour og oplevelser.
Smukke piger i lange kjoler, håret kunstfærdigt sat op, drenge i smoking og jakkesæt – alle sejl var sat til, da Dronninglund Gymnasium fredag aften skød gallafest 2011 af – og der blev skudt højt, længe og festligt – og det fra første minut, hvor flere hundrede forældre, bedsteforældre og venner til 3g-eleverne mødte op til reception med en lille drink som opvarmning til den store lancier.
Lancier, dansenes dans i den tætpakkede hal fik kjolerne helt ud i sømmene og sved på drengenes pander – for det er ikke en nem dans, hvis der skal være stil over den. Og det var der.
Efter dansen var der fotografering på plænerne uden for skolen – solen kom frem og mange elever er sikkert aldrig før blevet fotograferet så mange gange før inden for så kort tid – alene, i par, med dansepartnere, med forældre, med venner – ikke et øje var tørt.
Og så gik den rigtige fest i gang: fællesarealet på DG var til anledning pyntet op og den røde løber var lagt ud, så alle par gik under storladent musik mellem rækken af aftenens tjenere ind til de festligt opdækkede borde, hvor de aftenen igennem blev fornemt betjent af ”de tjenende ånder” – 2g-elever, der frivilligt havde meldt sig til en hård aften – men hvem vil ikke gerne have en forsmag på, hvad der venter i 3g?
Fin mad, masser af god vin og øl og ikke mindst en perlerække af gode taler var med til at sætte stemningen i vejret fremragende suppleret af Rasmus og Jonas 2b, der eminent underholdt med musik under hele middagen – begge elever behersker blæseinstrumenter og et flygel så man hører englene synge.
Toppen af talerne var elev-talen af Jakob 3c, der gang på gang fik eleverne til at storgrine, for nu at skrive det mildt. Men også de andre taler vakte bifald, således rektor Peter Hvid, der causerede over eleverne gennem de tre år krydret med egne erfaringer fra sin egen gymnasietid, og lektor Jens Peter Sørensen, der holdt lærertalen over temaet at tage ansvar og forskellen på at være noget og at være nogen – er man det første uden at være det sidste, står det skidt til. Desuden viste lektor Lars Andersen et lysbilledshow fra elevernes tid på DG som 1g’erne. Det vakte jubel: Gud var vi så ”små” i 1g?”.
Efter den store finale ”La grande Finale”, hvor musik, sang, flag og balloner svævede ned over eleverne, var der dans indtil busserne dyttede kl. 1.00 foran DG og signalerede, at nu gik festen videre til ”Gaden” i Aalborg – så det var en festlig flok, der tog til storbyen for at sætte punktum for en superfed Gallefest 2011 på Dronninglund Gymnasium.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fejende flotte kjoler og stilfulde herrer' til en bekendt