
Kunstuge med kunst på 81 nye måder
12. maj 2011 - kl. 14:12 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Kunstugen i Lysets Land i uge 20 griber om sig. Nu indeholder programmet for Kunstugen hele 81 forskellige arrangementer – og det hele starter søndag den 15. maj i Bangsbo Botaniske Have i Frederikshavn. Og derudover kan man i løbet af ugen se, opleve og selv blive engageret i kunst overalt i Frederikshavn, Hjørring og Læsø kommuner.
Kunstugen i Lysets Land åbnes søndag den 15. maj kl. 14 i Bangsbo Botaniske Have med en stor fælles udendørs udstilling af alle de kunstnere og kunsthåndværkere, der er engageret i Kunstugen. Åbningen markeres desuden af afsløringen af den 76-årige kunstner Agnete Brittasius’ kæmpestore skulptur ”Regnbuen”. Den er ikke mindre end 8½ meter lang og 4 meter høj og er lavet af hårdt brændt stentøj i jernrammer.
Derefter går det slag i slag med hele 81 forskellige arrangementer i Kunstugen, og de spænder vidt – lige fra collager og kunstbøger til filt, glaskunst og perler. ”Vores mål er at vise det meget brede kunstneriske spektrum, som findes i Lysets Land. Det er lykkedes. Hele 44 forskellige kunstneriske sjæle er engageret i Kunstugen, de åbner deres døre for gæsterne og viser, hvad de brænder for. På den måde kan vore gæster få et helt personligt indtryk af de mange kunstnere og kunsthåndværkere, som lever og arbejder i Lysets Land”, siger projektkoordinator Lisbeth Derry fra turismesamarbejdet Toppen af Danmark, der står bag Kunstugen.
Et tæt pakket ugeprogram
Det tæt pakkede ugeprogram giver bl.a. mulighed for at blive keramiker for en dag i Strandby, at lave små glasfisk hos en glaskunstner i Tversted eller at male et lille landskabsmaleri hos en billedkunstner i Frederikshavn.
I Elling kan man lave papir og udforske sine egne evner som collage-mager, og i Håndværkernes Hus i Hjørring har kunstneren Vibeke Lehm lavet en unik udstilling med arbejdende værksteder. I Galleri Nordenvind i Sæby kan man se, hvordan en fornem kunstbog bliver til, og i Lønstrup kan man høre og se, hvordan naturmaterialet hør bliver til et kunstværk.
I Tversted fortæller smykkedesigneren Benedikte Nygaard, hvordan hun får ideerne til sit unikke smykkedesign, og i Rubjerg kan man opleve knudedrejeren ved drejebænken, mens han fortæller om træ, form og proces. Der er også mulighed for at lave sin egen brik til et stort kunstugemesterværk i Skagen, i Tversted kan man blive klogere på kunsten at skabe et værk med strikkepindene, og i Sæby kan man selv udfolde sig kreativt hos en billedkunstner under overskriften ”Kælderkunst og klatmaling”.
Programmet for Kunstugen i Lysets Land i uge 20 kan ses på http://www.toppenafdanmark.dk/danmark/da-dk/menu/turist/inspiration/kunst-og-kultur/kunstuger/kunstuger.htm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kunstuge med kunst på 81 nye måder' til en bekendt