Kommentar til Birte Marie Pilgård
9. maj 2011 - kl. 1:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Lige en sidste kommentar til AMU overskuddet – og så ikke mere suppe på det ben! – Sagen har været diskuteret frem og tilbage i mere end en uge nu, og jeg har redegjort op af døre og ned ad stolper for såvel S som en række faglige ledere i Frederikshavn kommune, der har fundet sammen om en kampagnelignende kritik af mit arbejde som udvalgsformand.
Birte Marie Pilgård (BMP) anfører på vegne af AMU´s socialdemokratiske gruppe en kritik af min ledelse af udvalget.
Nu ved jeg ikke hvad BMP forstår ved godt lederskab, men det tæller åbenbart ikke, at alle udvalgets hidtidige beslutninger har været af et enigt udvalg. Det er åbenbart heller ikke i orden, at udvalget informeres om alt relevant, så snart forvaltningen delagtiggør mig i informationen – i tilfældet med det famøse overskud desværre senere end acceptabelt, hvilket jeg formoder forvaltningen har taget til efterretning, så det ikke sker igen.
Det er åbenbart heller ikke i orden, at S medlemmerne sikres maksimal indflydelse i udvalget, og at kontakten til fagbevægelsen er blevet styrket markant ved indgåelse af vidtrækkende aftaler. Det var også en rigtig møgaftale vi i fællesskab vedtog i december, så vi undgik afskedigelse af et stort antal medarbejdere i projektafdelingen.
Jeg beklager at jeg således ikke har leveret den ønskede vare – og håber at jeg ved at stramme mig an kan gøre det bedre.
Første forsøg kan vi gøre på førstkommende AMU møde, hvor vi af årets første budgetprognose kan se, at det ser ud til at vores økonomi for første gang i mands minde er stabil – og måske danner grundlag for investeringer. Men udsigten til et stabilt overskud gør, at nu kan der tænkes fremad – og selv om jeg godt ved at det sikkert ikke er godt nok, så synes jeg også at S denne gang skal være en del af en enig beslutning – lad mig foreslå at vi beder forvaltningen om at udarbejde en investeringsplan omhandlende uddannelse/revalidering/kurser osv.
Gode ideer fra S modtages som sædvanlig gerne, så de kan omsættes i løsninger, der selvfølgelig ikke er gode nok, men som i det mindste kan danne grundlag til en kommende kritik.
En klog kineser sagde engang: det er bedre at tænde et lys, end at forbande mørket. En god leveregel – også i politik!
Søren Visti Jensen
Uduelig og inkompetent formand for AMU
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommentar til Birte Marie Pilgård' til en bekendt