Udbetaling Danmark får central placering

Udbetaling Danmark får central placering

7. maj 2011 - kl. 7:54 - af

Udbetaling Danmark flytter ind i Frederikshavns gamle toldkammerbygning, der ligger centralt på havnen. Indflytningen afhænger dog af den betingede købsaftale, der er indgået mellem investoren, ATP Ejendomme, og statens ejendomsselskab, Freja.

Når den nye myndighed, Udbetaling Danmark, i 2012 og 2013 overtager udbetalingen af folke- og førtidspension, boligstøtte, barselsdagpenge og familieydelser fra kommunerne, skal det ene af i alt fem centre ligge i Frederikshavn. De øvrige centre placeres i Holstebro, Haderslev, Vordingborg og Hillerød. Det er ATP Koncernen, der skal drive centrene. Placeringen af centrene er besluttet af Folketinget.

I Frederikshavn forventer Udbetaling Danmark at placere sin nye arbejdsplads i den fredede toldkammerbygning fra 1916 og i de moderne tilbygninger fra 1994. Bygningerne købes af ATP’s datterselskab, ATP Ejendomme. Toldkammeret, der i dag ejes af statens ejendomsselskab, Freja ejendomme a/s, skal gennemgå en lettere indvendig renovering og indrettes til en arbejdsplads med plads til op til 210 medarbejdere.

ATP Ejendommes endelige køb af Toldkammeret er betinget af, at de sædvanlige køberundersøgelser af ejendommens tekniske tilstand og juridiske forhold ikke giver anledning til bemærkninger.

God beliggenhed for medarbejderne

Medarbejderne i Udbetaling Danmarks kommende center skal så vidt muligt findes blandt de kommunale medarbejdere, som i dag er beskæftiget med ydelsesopgaverne i både Frederikshavn og andre nordjyske kommuner. Derfor har det haft høj prioritet, at centeret er let tilgængeligt med offentlig trafik og bil.

”Vi er meget tilfredse med, at vi har fået mulighed for at flytte ind i Toldkammeret, der har en så central beliggenhed, hvad enten medarbejderne kommer i bil eller med offentlig transport. Samtidig glæder vi os over at kunne tilbyde de indbydende fysiske rammer, som Toldkammeret er,” siger forretningsdirektør i ATP Lilian Mogensen, der er formand for Udbetaling Danmarks styregruppe.

Forud for ATP’s beslutning om at placere centret i Toldkammeret går en lang screeningsproces i samarbejde med Rambøll A/S. I screeningen indgik en række objektive kriterier, der, ud over trafikal tilgængelighed, har været arbejdsmiljø, indretningsmuligheder samt økonomi.

Tilfreds borgmester

Også hos Frederikshavn Kommunes borgmester er der tilfredshed med placeringen af det nye center:

”Vi glæder os meget over, at det er lykkedes at finde en rigtig god arbejdsplads for medarbejderne i det nye center. Samtidig ser vi frem til, at der kommer liv i den smukke gamle toldbygning her i Frederikshavn. Vi har mistet mange arbejdspladser i Frederikshavn Kommune, og det er derfor en stor glæde, at vi nu får nogle af dem tilbage”, udtaler borgmester Lars Møller.

Fire andre centre

Udbetaling Danmark har tidligere meldt ud, at centret i Hillerød bliver placeret i forbindelse med ATP’s hovedsæde. Centret i Haderslev skal bygges i byens nye havnemiljø, og i Vordingborg skal der ligeledes bygges nyt. Placeringen af centret i Holstebro offentliggøres, så snart de kontraktlige forhold tillader det.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Udbetaling Danmark får central placering' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2010-2022 SaebyAvis.dk - lokale nyheder fra Sæby

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger