
Slut med at ryge på de psykiatriske sygehuse
6. maj 2011 - kl. 0:39 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Pr. 1. maj er der indført en ny røgpolitik i Psykiatrien i Region Nordjylland. Den medfører, at man overalt på de psykiatriske sygehuse og afdelinger kan færdes i ren og frisk luft.
Hører du til dem, der tror, at tunge røgskyer hænger tæt over alt og alle på de psykiatriske sygehuse, så tager du fejl. Tobaksrøgen er nemlig godt på vej til at forsvinde helt.
Fra den 1. maj er det ikke længere tilladt for pårørende og andre besøgende at ryge, mens de opholder sig på et af de psykiatriske sygehuse. Hverken inde eller ude må der ryges.
Røgpolitikken medfører også, at Psykiatriens personale ikke mere må ryge i arbejdstiden. Under overskriften ”Røgfri Arbejdstid” er der således indført et totalt rygeforbud for de ca. 1.000 medarbejdere.
Et rent og røgfrit miljø for alle
– Den nye røgpolitik bringer os på niveau med de øvrige sygehuse i regionen, oplyser chefsygeplejerske Helle Jørgensen og tilføjer, at de nye regler er indført, fordi de sundhedsskadelige virkninger, der er forbundet med tobaksrøg, i dag er så klart dokumenteret:
– Det ønsker vi ikke at sidde overhørig. Derfor vælger vi at vægte hensynet til et rent og sundt miljø. Vi lægger også stor vægt på, at personalet kan være gode rollemodeller for patienterne og gå forrest med et godt eksempel, siger Helle Jørgensen.
Rygeforbuddet for Psykiatriens personale har været under forberedelse gennem længere tid. Personalet har mulighed for at deltage i gratis rygestopkurser, og der ydes også tilskud til nikotinsubstitution – som en hjælp til at håndtere, at der ikke mere må ryges i arbejdstiden.
Patienterne får hjælp til at kvitte tobakken
Helt slut med tobaksrøg er det dog ikke, idet patienterne fortsat har mulighed for at ryge – men i begrænset omfang og altid udendørs på anviste steder, hvor røgen ikke kan genere andre.
– I forhold til patienterne ønsker vi at arbejde langsigtet og fremadrettet. Et totalt forbud mod at ryge, mens de er akut syge og indlagt, hjælper ikke til at ændre vaner. Derfor vælger vi i stedet at tale med patienterne om deres rygevaner og motivere til et nedsat forbrug af røg eller et permanent rygestop. Det sker som en fast del af alle behandlingsforløb, oplyser sundhedskoordinator Bodil M. Nielsen.
På alle Psykiatriens afdelinger er der uddannet rygestop-rådgivere, som kan støtte og vejlede patienter, der ønsker at holde op med ryge.
– Og det er der faktisk mange, der gør. Det er en skrøne, at psykiatriske patienter hverken kan eller vil holde op med at ryge, oplyser Bodil M. Nielsen – og understreger, at et permanent rygestop bl.a. kan medføre, at nogle patienter kan klare sig med en mindre dosis medicin.
Mennesker med psykisk sygdom har gennemsnitligt en kortere levealder end andre – bl.a. på grund af livsstilssygdomme forårsaget af rygning. Også det er grund til, at rygestop nu er sat ekstra højt på dagsordenen i Psykiatrien
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Slut med at ryge på de psykiatriske sygehuse' til en bekendt