
Åbent brev til politikerne i Frederikshavn kommune
26. april 2011 - kl. 10:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis.dk har modtaget nedenstående fra Gitte Mortensen, formand for ”Den selvejende Institution Kulturhuset Værestedet” i Lyngså.
Kære politikere i Frederikshavn kommune.
Nu er sagen om tilskuddet til ”Den selvejende institution Kulturhuset Værestedet” da kommet så meget på vildspor, at vi her i Lyngså er helt i vildrede!
De seneste læserbreve i Nordjyske efterlader det indtryk, at vi faktisk aldrig skulle have haft de 30.000 kr., men fordi vi ”ved en beklagelig fejl i administrationen” har fået brev om tilskuddet, så har man ”været gode ved os” og giver os dem – i år – måske også næste år. Vi er mere og mere i tvivl om, hvad fremtiden bringer – er ”Værestedet”s nedlæggelse bare udsat et år eller 2, siden man åbenbart ikke har hjemmel til at give os det tilskud, vi ellers har modtaget i 3 år uden problemer!
”En aftale er en aftale” – ja det mener vi også her – og den aftale ”Værestedet” i 2008 fik med kommunen er ikke brevet af 4. nov. 2010 om tilskud til kulturhusets drift i 2011 og 2012. Nej den aftale, vi hele tiden har henvist til, blev indgået med kommunen i vinteren 2007-08, da vi efter kommunesammenlægningen ikke kunne modtage driftstilskud som hidtil fra Sæby kommune. Og vi anser altså brevet fra 4. nov. 2010 som blot en meddelelse om, at beløbet er det samme de næste 2 år, som det har været hidtil.
Der blev i vinteren 2007-08 forhandlet om, hvordan man kunne bevare ”Værestedet” som aktivitetshus for Lyngså. Resultatet blev etableringen af en selvejende institution (efter inspiration fra Aalbæk Kulturhus, som venligt lånte os en kopi af deres vedtægter, og som os bekendt også får kommunalt driftstilskud!). Der blev ifølge tilkendegivelsesskrivelse af 10. januar 2008 fra tidl. socialdirektør Jan Nielsen og tidl. kulturdirektør Lis Rom Andersen, af socialudvalget bevilget et fast årligt tilskud til husets drift på 50.000 kr (heraf er 20.000 kr betaling for dagplejens legestue), forudsat vi fik etableret huset som forening og selvejende institution med vedtægter, som skulle godkendes af kommunen – hvilket skete i marts 2008.
Vi har tidligere bedt om et møde til drøftelse af sagen, men da dette endnu ikke er blevet til noget skal jeg hermed på bestyrelsens vegne invitere alle implicerede/interesserede politikere og relevante embedsmænd til at mødes med os i ”Værestedet”, så vi kan få alle aspekter på bordet og sagen fuldstændig afklaret, da vi er åbenbart nu er ”endt i et forkert regelsæt”!
Så kære politikere: Hvornår kan I komme til Lyngså og mødes med os, vi har stadig midler til at give en kop kaffe.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Åbent brev til politikerne i Frederikshavn kommune' til en bekendt