Et godt gammeldags loppemarked
24. april 2011 - kl. 13:26 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Loppelageret hos Østervrås Baptistspejdere bugne igen af alt, hvad man kan ønske sig af et rigtig ægte loppemarked, og der var god søgning til det årlige marked på pladsen ved Østervrå Varmeværk.
I god tid inden åbning havde en stor skare af interesserede købere fundet vej til afspærringen ind til markedspladsen, og det var ikke nemt at holde de ivrige købere stangen. Helt efter traditionen væltede de bogstaveligt talt ind over pladsen, da først startskuddet havde lydt.
I løbet af ganske få minutter var de første på vej væk med et godt loppefund, og rundt på pladsen blev der tinget og pruttet til den store guldmedalje, indtil den rette pris var fundet og penge skiftede hænder.
Kredsfører Jørgen Bo Christensen havde ikke helt overblik over dagens omsætning, og det omfattende udbud af effekter var ca. halvvej stadig pænt, men at dømme efter de mange store og små ting, der forlod pladsen, så bliver der forhåbentlig også i år et rigtig pænt overskud til kredsen.
Dagens omsætning går som tilskud til årets sommerlejr, og det betyder, at alle kan være med på lejren til en rimelig pris.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Et godt gammeldags loppemarked' til en bekendt