
Stort sponsorat til YA-ere fra Voerså missionhus
22. april 2011 - kl. 0:58 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Det var en flok glade og tilfredse YA-ere, der for ganske nylig afholdt påskefest i Voerså missionshus. YA-erne, der er yngste afdeling i Voerså KFUM og KFUK, fik i aftenens løb en stor overraskelse i form af et sponsorat på hele ni tusinde kroner fra to Y Men´s Clubber i nærområdet.
Normalt holder YA-erne møderne på onsdage eftermiddage, men påskefesten var henlagt til om aftenen, for så kunne forældre, søskende og andre pårørende også komme med.
På vej op ad trappen til missionshuset høres fællessang. Påskefesten er lige begyndt, og YA-ernes daglige leder, Ketty Kjær Pedersen, synger for, og fortæller bagefter hvad der skal ske i løbet af aftenen.
Seks af de ældste YA piger skal på Nordisk Lejr til sommer, og pigerne bliver bedt om at komme op på scenen – dog var kun de fem mødt op denne aften. To damer træder op på scenen med to store skilte. Skiltene bliver nu vist ud til de omkring 40 gæster i missionshuset, og her holder repræsentanten for Sæby Y Men´s Club, Emmy Farsinsen, en check op på kr. 3.000 -, mens den anden repræsentant for Østvendsyssel Y Men´s Club, Birthe Andersen, holder en check op på kr. 6.000 -. Pigerne strålede som små sole, for sponsoratet skal gå til deres sommerlejr sammen med leder Ketty Kjær Pedersen, der i år finder sted på Lolland i perioden 1. – 9. juli.
For sponsoratet høstede de to repræsentanter fra Y Men´s Clubberne stort bifald. Ketty Kjær Pedersen fortalte, at Y Men´s Clubberne havde skaffet pengene ved at dyrke og sælge porrer for Sæbys vedkommende, mens klubben i Østvendsyssel havde skovet træ i skoven og videresolgt som brænde.
Y Men´s Clubberne I Danmark samarbejder med en række ungdomsorganisationer med rødder i KFUM og KFUK familien, og støtter meget gerne projekter som unge der gerne vil deltage i Nordisk Lejr, der finder sted hvert andet år.
For to år siden deltog også seks piger fra YA i Voerså i lejren på Færøerne. Amalie Kolind og Maja Mølgård var med på Færøerne, og begge skal også med til Lolland.
Om oplevelserne på Færøerne fortæller pigerne i kor.
– Det var en rigtig god tur, vi havde. Naturen var vidunderlig med de mange høje fjelde, og på alle fjeldene gik der en masse får frit omkring. Turen var på 9 dage, og vi boede på to forskellige lejre, og vi så en hel del af øerne. Vi deltog i konkurrencer, malede i grupper, besøgte et fuglefjeld og var på shoppingtur til Færøernes hovedstad Thorshavn. Vi lærte en masse søde mennesker at kende fra både Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Århus, og vi håber bestemt at se nogen af dem igen på Lolland. Vi glæder os, fortæller de to piger i kor.
I løbet af aftenen fortalte Ketty Kjær Pedersen de fremmødte om påskens hændelser som forrådelsen, korsfæstelsen og genopstandelsen. YA-erne sang flere salmer og sange, og inden der blev serveret kaffe, kage og sodavand, blev der i fælles kor bedt Fader Vor, som YA-erne helt havde på plads udenad og endda afsluttede med en flot sang.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stort sponsorat til YA-ere fra Voerså missionhus' til en bekendt