
Travle tider på Torslev Skole i Østervrå
14. april 2011 - kl. 9:42 - af Henrik Christensen
Aktiviteter og møder har stået tæt i Torslev Skoles kalender.
Uge 13 indledtes med St. Skraldedag, hvor elever og lærere på en solrig og vindstille dag i fællesskab gennemgik et større område i og omkring byen for skrald. Denne gang blev det til 404,1 kg skrald og skrammel, lidt mindre end sidste år, men nu ligger det da ikke længere og flyder, konstater deltagerne.
Vores elever har også deltaget i indsamlingen af skrald i år, fortæller skoleleder Ellen Høgh. Det er vores overbevisning, at jo mere eleverne er aktive i at bekæmpe affald i naturen, jo mere bevidste vil det gøre dem fremover.
Knap er de sidste sække smidt i containeren, før skolen ilede videre til skolebestyrelsens årlige beretningsmøde. I den forbindelse havde man også inviteret SSP konsulent i Frederikshavn Kommune, Vivian Henriksen til at fortælle om netetik.
Det faldt nemlig rigtig godt i tråd med, at skolen dagen efter havde suspenderet den normale undervisning til fordel for en fælles trivselsdag, netop med fokus på netetik. Foredraget med SSP konsulenten var på den måde med til også at gøre forældrene bevidste om, hvordan de kan følge med i det, som deres børn bruger så meget tid på.
Eleverne tog som sagt fat på temaet dagen efter. Her fik de en masse at vide om brug og misbrug af nettet, fortæller skolelederen. De fik en forståelse af, hvor vigtigt det er at bruge nettet fornuftigt og på en ordentlig måde, for der ligger mange gode ting gemt her.
Foredraget og temadagen falder samtidig rigtig godt i tråd med den nye digitaliseringsstrategi kommunen har lagt frem, slutter Ellen Høgh.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Travle tider på Torslev Skole i Østervrå' til en bekendt