
Hyggekrogen – En formiddag med krigsminder
18. februar 2011 - kl. 5:25 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Beretninger fra krigsårene fik minderne til at vælde frem, og mange kunne berette egne oplevelser fra de fem krigsår.
Sangen – En lærke lettede – indledte Hyggekrogens seneste arrangement med beretninger fra 2. verdenskrig. Hyggekrogen havde inviteret Anette Jørgensen fra Bangsbo Museet til at fortælle om de fem krigsår, som de godt 30 tilhører selv havde haft tæt inde på livet.
Godt suppleret med billeder kom Anette Jørgensen rundt om mange af de ændringer og hændelser, der fandt sted i årene fra 1940-45. Bl.a. de tyske soldaters barakker, som lå, hvor banegården i Frederikshavn ligger i dag og pansergravene, der omkransede hele Frederikshavn
Tilhørerne nikkede også genkendende til beretninger om soldater, der stjal f.eks. æg og kålerabi fra landmændene for at skaffe mad. Oftest var indtrykket at tyskerne for det meste var venlige mennesker, som var blevet tvunget i krig. De viste kærlighed til børn, måske fordi, de selv havde børn derhjemme, som de savnede.
Egne oplevelser
Der var lagt op til, at tilhørerne kunne bidrage med egne oplevelser fra krigen. Én kunne fortælle om den dag krigen brød ud. Hvordan de tyske soldater kom ridende på heste imellem Sæby og Fr. havn. Alle brønde i området blev pumpet tørre for vand den dag, for alle heste skulle have slukket tørsten. Andre kunne fortælle om luftangreb, rationeringsmærker, omsyning af tøj og om, hvordan en tysk soldat pludselig var kommet ind i stalden til en landmand. Soldaten var flygtet fra sin deling og søgte ly. Ved at gemme sig i halmen blev han ikke fundet, da der blev eftersøgt.
Erindringerne fortsatte
Mange af tilhørerne havde minder, de gerne ville dele, også efter at formiddagens program var overstået gik snakken om, hvad man kunne huske. Der var sat gang i minder fra en heldigvis svunden tid. En rigtig god formiddag, slutter Hyggekrogen.
Næste arrangement bliver Centerrådets banko tirsdag den 22. februar.
ÅB
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hyggekrogen - En formiddag med krigsminder' til en bekendt