DG-revy falder på plads med hjernesved og hårdt arbejde
7. februar 2011 - kl. 13:14 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
For en uge siden var det ”langt fra Broadway – og tæt på DG”, men hårdt arbejde og hjernegymnastik har bragt revyholdet på Dronninglund Gymnasium tættere på premieren og en helstøbt forestilling skrevet, sunget og danset af eleverne selv.
På scenen kæmper skuespillerne for at få replikkerne til at gå op. Et er de gode ideer i den indledende fase, noget andet er at få dem omsat til ord med skarpe hjørner og pointer, der når ud over scenekantet. Grænsen mellem det platte og morsomme er hårfin, men den holdes.
Bag scenen løber de rappe fødder omkring for at få tøjet og sminken, kulisserne og alt det andet linet op i rette tid. Der er ikke noget værre end et overskæg, der falder af!
Og foran scenen har lyd- og lyseleverne sit hyr med at holde styr på alle knapperne samtidig med at de mere garvede 3.g’ere får sat 1. og 2.g’eleverne ind i teknikken, så de er klar til at tage over til næste år.
I alt er 57 elever fra alle årgangene med i årets revy, der er bygget op omkring 24 numre. Det er hårdt, men hyggeligt.
I weekenden blev der øvet fra tidlig lørdag til sen søndag. Men det var dog ikke revy det hele. Mellem pauserne blev der spillet fodbold, kort og travet ture og alle, der havde mulighed for det overnattede på skolen. Det er heller ikke u-hyggeligt. For en revy er jo også meget mere og andet end lige revy.
– Det er en herlig lejlighed for eleverne at afprøve sig selv på en anden måde end lige i forbindelse med undervisningen – og gode oplevelser under revyen falder selvfølgelig også tilbage på undervisningen. Og så skaber alle de øvetimer eleverne har brugt uden for skoletiden selvfølgelig også et godt sammenhold på tværs af klasserne. Og for os lærere er det en oplevelse af se, hvor mange talenter og hvor meget gå-på-mod eleverne har, siger Gitte Snebang, der sammen med Allan Aagaard og Anita Seerup er lærerkræfter bag.
– For eleverne var øveweekenden sidste chance for at få replikkerne på plads inden generalprøven mandag aften, hvor de sidste justeringer kan falde på plads. Og ingen tvivl om, at de sikkert er faldet på plads til premieren onsdag, hvor den indledende fanfare åbner forestillingen kl. 19.30. Forestillingen kører samme tid og sted ligeledes torsdag og fredag.
Alle er velkomne, elever, forældre, familie, naboer og alle andre, der kunne have lyst til at slappe lidt af og grine til årets revy ”Langt fra Broadway”.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'DG-revy falder på plads med hjernesved og hårdt arbejde ' til en bekendt