Når sne, is og frost er hverdagskost
24. januar 2011 - kl. 12:54 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der er både gode og mindre gode konsekvenser af vintervejret. De seneste måneders hårde vintervejr har helt naturligt sat deres præg på trafik og hverdag hos mange mennesker. Det har givet travlhed hos Park & Vej, der varetager den kommunale vintertjeneste. Men hvad sker der egentligt ude i det grønne, når sne og is kommer og går?
Plæner i drivhus, og træer der trives
De fleste grønne områder ser disse dage lidt halvsløje ud, når de igen dukker frem under sneen. Men de sidste måneders tunge snedyne er faktisk positivt for plejen af f.eks. boldbaner og græsanlæg. Sneen faldt nemlig før frosten for alvor havde fået fat i jorden, og dermed har græsset ligget i ”væksthus” med rigelig adgang til vand og gunstige temperaturer. Men husk ikke at bevæge dig ud på de bløde plæner endnu. De tager let skade i disse dage. Og anvender man store maskiner som Park & Vej, er adgang helt forbudt.
Færre dyr i skoven
Ude i skoven har den hårde frost påvirket bestanden af mindre overvintrende fugle, som f.eks. gærdesmutten. Disse har ikke kunnet finde tilstrækkelig med føde i den vinterkolde skov. Omvendt er antallet af skadedyr som borebiller, flåter og bladlus formindsket til glæde for mange træarter. Mange nåletræer nyder ifølge naturmedarbejder Søren H. Brøndum godt af en god omgang frost, da disse arter netop stammer fra koldere egne af verden. Ellers har sne og is primært lagt en dæmper på enkelte skovningsopgaver, hvor det glatte underlag ikke har egnet sig til arbejde med motorsav og tunge træer.
Bækken blev til en flod
Snemassernes frem- og tilbagetog har også haft konsekvenser uden for skove og byer. Da tøvejret forleden ramte landskabet voksede selv små bække sig mange gange større. For de landskabsinteresserede gav de mange nye søer på marker og enge et sjældent indblik i, hvordan Danmark så ud før det intensive landbrug for alvor begyndte at dræne marker og enge. Enorme vandmasser havde ophobet sig på marker og enge, og der har været brug for effektiv afvanding. Her er det ifølge biolog Keld Kvist ofte de kommunale vandløb, der må tage en stor del af tjansen. Vandmasserne til trods har skaderne heldigvis været til at overse.
Større forståelse for vinterens konsekvenser
Når vandstanden pludselig bliver mangedoblet rives der ellers masser af materiale med ned i vandløbene. Det kan f.eks. resultere i skader på brinker (erodering) og ophobning af store mængder sand på bunden. Effekten er dog ikke kun negativ. Andre steder kan den ekstra vandmængde være rensende, da ophobede materialer bliver skyllet væk i den voldsomme vandstrøm. Kun enkelte gange har Park & Vej måtte rykke ud for f.eks. at afhjælpe problemer med erodering af brinker, der kan true byggeri tæt ved vandløb. Ellers har forrige års hårde vinter skabt større forståelse hos borgerne, vurderer Driftsleder Lene Møller Buus, der er ansvarlig for kommunens vandløb.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Når sne, is og frost er hverdagskost' til en bekendt