Casting til Familiejulekalender – Julen går i kloster
1. november 2010 - kl. 14:30 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Børglum Kloster i Nordjylland danner rammen om en ny familiejulekalender. Julekalenderen sendes i julen 2011 og produceres af produktionsselskabet Deluca Film, der inviterer børn med skuespillertalent til åben casting d. 6. og 7. november.
En luddoven julemand, uhyggelige spøgelser, der vogter på en gammel hemmelighed og en moderne børnefamilie med fortravlede forældre er nogle af ingredienserne i TV 2s nye familiejulekalender, der kommer på skærmen i julen 2011.
Vendsyssel er geografisk omdrejningspunkt
Historien foregår i Vendsyssel på og omkring det næsten 1000 år gamle Børglum Kloster, hvor uhyggen hersker, og mystikken breder sig. Et net af forviklinger spindes i løbet af de 24 afsnit og truer med at spolere både familieidyl og julefred, medmindre børn og voksne, julemand og spøgelser står sammen.
”Vi er glade for, at vi har fået mulighed for at filme på og omkring Børglum Kloster. Det fornemme gamle kloster emmer af mystik og historie, og Vendsyssel med sit barske, men smukke landskab er i det hele taget en perfekt kulisse for julekalenderen,” siger Morten Rasmussen, direktør og producer for Deluca Film.
I julekalenderen medvirker en række børn, og Deluca Film inviterer derfor børn mellem 7-12 år med en lille skuespiller gemt i maven, til casting i Metropol i Hjørring d. 6 og 7. november kl. 11.
”Vi leder først og fremmest efter en dreng på 7-8 år, men skal bruge nordjyske børn i flere roller, så vi håber, at rigtig mange dukker op for at vise, hvad de kan.” siger Morten Rasmussen.
Interesserede kan læse mere på www.delucafilm.dk
Se castingopslaget her: Casting til Familiejulekalender
Hollywooderfaring bag historien
Et hold manuskriptforfattere skriver historien under ledelse af Philip LaZebnik, der tidligere har skrevet manuskript til store Hollywood-produktioner som tegnefilmene ”Mulan” og ”Pocahontas”. Udviklingen af julekalenderen har fået støtte af bl.a. Den Vestdanske Filmpulje, Region Nordjylland og de tre nordjyske kommuner; Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev.
”Vi gik aktivt ind i udviklingen af julekalenderen, fordi den kan bidrage til en markant primetime eksponering af vores egn og værdifulde kulturarv. Den er vi selv stolte af, og nu er vi både glade og stolte over, at TV 2 og Deluca Film har valgt os, ikke alene som ramme for julefortællingen 2011, men også at historien – naturligvis i fri fortolkning – indeholder små elementer af hele Vendsyssels lokalhistorie bl.a. i form af Stygge Krumpen som var bisp på Børglum Kloster”, siger Arne Boelt, borgmester i Hjørring.
”Derudover ser vi, at det, at selve optagelserne og produktionen af en landsdækkende julekalender flyttes herop til os, er med til at styrke vores tværkommunale planer om at opprioritere og dyrke filmmiljøet i Vendsyssel også på længere sigt”
Også i Frederikshavn og Brønderslev Kommuner glæder sig over de udviklingsmuligheder, der nu byder sig og Lene Hansen, borgmester i Brønderslev, siger: ”Foruden vores natur, der byder på enestående locations, har vi jo både et spirende teater- og filmvækstlag, opbakning fra masser af frivillige som Voergaard Levende Historie, samt gode potentielle kompetencer og faciliteringsmuligheder i forbindelse med filmproduktion.”
Geografisk eksponering og en enestående chance
”Julekalenderen, som Deluca Film nu går i gang med at producere for TV 2, er et konkret eksempel på, hvad vi kan udrette i Vendsyssel, når vi går sammen om det. Ud over en fantastisk eksponering af vores historie, kultur, geografi og smukke lokationer, så får vore lokale talentfulde børn og unge en enestående chance for at få afprøvet deres skuespiltalent i et meget spændende projekt”, siger Lars Møller, borgmester i Frederikshavn Kommune
Selve produktionen støttes bl.a. med 2. mio. kr. fra Den Vestdanske Filmpulje.
Yderligere oplysninger:
Morten Rasmussen, Tlf: 4045 2017, Deluca Film
Dorte Reinholdt Østergaard, Tlf: 4122 3244, Projektleder i Plan & Udvikling Hjørring Kommune
Thomas Østergaard, Tlf: 3063 8670, Mail: tost@frederikshavn.dk, Kultur og fritidschef, Frederikshavn Kommune
2 kommentarer til “Casting til Familiejulekalender – Julen går i kloster” under annoncerne.
jeg er en pige på 11år søger reklamefilm eller fim jeg leder og leder men kan ikke finde noget hvis i har brug for en kommende skuespiller så må i meget gerne spørge 🙂 jeg har lavet en reklame film før for folkekirkensnødhjælp, men jeg er ikke nordjysk jeg bor i aarhus
Hej
jeg er en pige på 19 år og har altid haft lyst til at være med i en julekalende eller film, jeg har altid misundet dem som har været med,
jeg har spillet en del skole teater og startede med teater skuespil ´for sjov da jeg gik´i børnehave 🙂
jeg har tit kigget efter noget carsting men har aldrig lykkedes mig at finde noget. hvad kan jeg gøre for at få min drøm til virkelighed?