
Husk den årlige “Spil Dansk Dagen”
16. oktober 2010 - kl. 11:02 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Torsdag d. 28. oktober 2010 løber Spil Dansk Dagen af stablen og byder på en perlerække af musikarrangementer over hele landet.
Fra de største danske musikere til den bredeste repræsentation af dansk musikliv er Spil Dansk Dagen en oplevelse for alle danskere. En national begivenhed med lokal forankring. Spil Dansk Dagen er en årlig tilbagevendende begivenhed – dansk musiklivs årlige festdag, som i år kan fejre 10 års jubilæum.
Formålet med Spil Dansk Dagen er at samle den danske befolkning og være en drivkraft for et øget fokus – og interesse for – dansk musik, også resten af året.
Frederikshavn modtager Spil Dansk Kommunepakken
Frederikshavn Kommune er blevet udvalgt til Spil Dansk Kommune, fordi vi er villige til at yde en indsats for det danske musikliv, hvilket kommer til at glæde borgerne samt de udøvende musikere og andre kunstnere, der bidrager på dagen.
Store og små arrangementer, som alle vil være let tilgængelige, vil lyde mellem hinanden i hele kommunen, og de vil være at finde på hjemmesidenhttp://www.spildansk.dk/frederikshavn, hvor kalender og nyheder løbende opdateres. Spil Dansk Dagen er en unik mulighed for at få kendskab til og lægge øre til de mange musiktilbud og talentfulde kunstnere, som vi har i kommunen. Formålet er at udbrede kendskabet til dansk musik samt at sørge for en større synlighed og opbakning til musiklivet i kommunen.
Den landsdækkende fællessang er en fast tradition på Spil Dansk Dagen.
Alle kan deltage i den landsdækkende fællessang på Spil Dansk Dagen. Man skal blot tænde for radioen og tune inde på DR P4 på Spil Dansk Dagen kl. 11.03-11.30, og så kan man ellers synge med på skoler, arbejdspladser, i hjemmene, i bilen eller hvor end man har tændt radioen. Fællessangen sendes i år direkte fra Aros kunstmuseum i Århus med et orkester under ledelse af Ronnie Olesen.
Musikken skaber glæde og fællesskab
Vi glæder os til et spændende og alsidigt kulturelt samarbejde på tværs i kommunen, og til at by og land vil emme af liv og glade toner, når Spil Dansk Dagen torsdag d. 28. oktober skydes i gang.
Med venlig hilsen
Musikskolen i Frederikshavn Kommune
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
til en bekendt