Læs denne uges Finansbarometer lige her
26. maj 2010 - kl. 11:15 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
SaebyAvis bringer hver uge uge en analyse der er udarbejdet af Danske Markets Research, som er en afdeling af Danske Bank. Det er en uafhænging analyse der er henvendt til alle der interesserer sig for finansmarkedet, uanset hvilket pengeinstitut man benytter.
Regeringens genopretningspakke rammer alle
Danmark
Regeringen fremlagde i sidste uge sin genopretningspakke. Pakken er endnu ikke endeligt forhandlet hjem med Regeringens støttepartier. Pakkens hovedelementer er, at fastfrysningen af det offentlige forbrug skal gå hånd i hånd med en fastfrysning af satsreguleringen i relation til både skattesystem og offentlige overførsler og, at forhøjelsen af topskattegrænsen vil blive udskudt fra 2011 til 2013.
At skattegrænserne ikke satsreguleres i 2011 og 2012 rammer alle danskere. Det er ikke store beløb for alle – men ingen går ram forbi. Ifølge Danske Banks modelfamilie taler vi om en indirekte skattestigning på cirka 1.000 kroner i 2011. Betaler man topskat, er regningen væsentligt større. At topskattegrænsen ikke hæves koster en topskattebetaler op til 2.900 kroner. Det vil sige, at en familie med to topskatteydere skal betale op til yderligere 5.800 kroner i topskat – når man dertil lægger de andre skatteændringer, taler vi om en samlet merskat på knap 7.000 kroner om året. Man kan således sige, at højere personskat er et vigtigt element i genopretningspakken.
Hvor den ændrede skatteregulering betyder noget for alle, så betyder fastfrysningen af overførselsindkomsterne måske mere for den enkelte. For en enlig pensionist taler vi om mistet indtægt på 140 kroner om måneden eller 1.700 kroner om året. Effekterne af den fastfrosne satsregulering i forhold til skattesystem og overførsler stiger over tid.
Selvom det naturligvis ikke er rart at betale mere i skat – og selvom det heller ikke er behageligt, at overførselsindkomsterne reelt sættes en smule ned – så er det godt, at vi nu har fået regeringens udspil til, hvordan vi lever op til de krav, som vi er underlagt af EU. Dermed kan man sige, at regeringen har en væsentlig mere konkret og præcis plan, hvilket ikke gør sig gældende for oppositionen, hvor S-SF’s plan ikke indeholder konkrete bud på, hvordan vi lever op til kravene om konsolidering af de offentlige budgetter. Det er i vores øjne hensigtsmæssigt, at politikerne er præcise i disse tider, hvor der i de finansielle markeder er stor fokus på, at man reelt strammer de offentlige finanser. Vi mangler dog endnu at se beviset for at regeringen kan stramme tilstrækkeligt op på det offentlige forbrug. Det er fortsat tvivlsomt, når man erindrer, at der ligger et valg rundt om hjørnet.
Renter
Da danske obligationer hører til højkvalitetssegmentet i Europa, og den seneste uro har dermed øget kapitaltilstrømningen og presset kronen op. Nationalbanken har derfor i den forløbne uge nedsat indskudsbevisrenten med 0,10 %-point til 0,60 % og foliorenten med 0,10 %-point til 0,50 %. Udlånsrenten blev fastholdt på 1,05 %, og diskontoen på 0,75 %.
Ugens rentenedsættelser bliver sandsynligvis ikke de sidste. Hvis usikkerheden forbliver høj, kan det medføre fortsat kapitaltilstrømning og gøre det nødvendigt at sætte renten yderligere ned.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læs denne uges Finansbarometer lige her' til en bekendt