
Forældre på skolebænken i Hørby
13. september 2016 - kl. 13:52 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Fællesspisning, læringsstile, dans, løb og maling af udhæng var overskrifter for nogle af de programpunkter, der var for de besøgende forældre på Hørby Efterskole, da skolen igen i dette skoleår indbød elevernes forældre til at opleve efterskolelivet hen over en weekend.
Det at have et barn på efterskole er andeledes end at have et i folkeskolen, hvor man har kontakt med hinanden hver dag. Sådan behøver det ikke at være på efterskolen, og på Hørby har idéen med forældreweekenden derfor været, at give et indtryk af hverdagen på skolen og de værdier og tanker, der ligger bag.
På Hørby Efterskole tilrettelægges den pædagogiske hverdag ud fra teorierne om de mange intelligenser og elevernes individuelle læringsstile. Derfor var det også naturligt, at forældre ud fra temaet ’Lær som du er’ skulle stifte bekendtskab med skolens pædagogiske udgangspunkt. Her spiller de forskellige læringsstile og det, at eleverne lærer på forskellige måder en stor rolle.
På den måde var der lejlighed til at stifte lidt nærmere bekendtskab med den daglige undervisning, ligesom der også var en række aktiviteter, der krævede samarbejde mellem elever og forældre for at komme frem til en løsning på de udfordringer, de blev stiller overfor. Lørdag formiddag var ’valgfagsformiddag’, hvor det stod på idræt, leg og også nogle praktiske opgaver for dem, der havde lyst til at svinge en kost eller en malerpensel.
Næste gang Hørby Efterskole inviterer på besøg er i forbindelse med Efterskolernes Dag søndag den 25. September, hvor der er åbent hus mellem 13 og 17 for alle, der gerne vil vide lidt mere om, hvad et efterskoleophold handler om.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Forældre på skolebænken i Hørby' til en bekendt