Debatindlæg: Sæby landskendt for Havvindmølleparken eller…
16. juni 2015 - kl. 0:27 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
… en fantastisk kyst, by- og havnemiljø?.
Grøn energi er vi alle enige om, og bare samfundet betaler (altså os, som forbrugere), så helliger målet midlerne. Og når man kan få lov til at opkræve en markant overpris for strømmen, så er der altid investorer til at finansiere det. Det er o.k., og jeg betaler gerne noget ekstra for grøn energi.
Men hvordan med den grønne mentale energi, altså de mennesker der skal leve med, at der over en 12 km lang strækning fra det sydlige af Frederikshavn og over hele Sæbys kyststrækning og ned til Lyngså opsættes mellem 60 – 80 vindmøller på 130 m højde og/eller suppleret med mellem 10 – 20 vindmøller på op til 250 m højde.
Hvordan påvirker det mennesker, der har valgt at bosætte sig pga. den fantastiske udsigt med højt til himlen og frit udsyn, så langt øjet rækker, og med en velsignet ro. Kun afbrudt af en lystsejler, en færge eller andet skib i horisonten.
Hvordan påvirker det vore mange turister, der befolker campingpladser, feriehuse og hoteller i området, og som kommer for at opleve samme natur, eller endagsturisterne der skal opleve Sæbys badestrand og fantastiske havnemiljø og en blomsterende handelsby med velassorterede butikker, cafeer og restauranter.
Kan I forestille jer, hvordan horisonten lige pludselig kun er 4 km væk?
Hver gang du kigger ud over havet, så brydes den smukke udsigt at en mur af vindmøller, hvor vingerne forhåbentlig bevæger sig (ellers får vi ingen strøm). Solens stråler om morgenen brydes gennem muren af roterende vinger, og ødelægger den mentale opladning, og hvor man i stedet irriteres over, at man ikke kan få lov at vågne langsomt op, og selv sætte tempoet.
Hvordan med stilheden, ja afhængigt at vindretningen, så bor vi kun 4 km væk fra støjen fra møllerne. Ved målinger af naboer til vindmøller er det bevist, at lavfrekvenslyden kan høres og mærkes markant i op til 5 km afstand. Dvs. alle der bor ved den 12 km lange kyststrækning vil kunne høre og mærke det.
Og forestil jer en efterårsaften eller vinteraften, hvor fuldmånen spejler sit skær hen over vandet, eller hvor stjernehimlen blinker om kap, og man føler sig som en lille lykkelig del af et uendelig univers. Hov, det kan man lige pludselig ikke mere. Himlen brydes af et lyshav af røde blinkende lamper (det helt fair, at flysikkerheden kræver dette), der ødelægger nattesynet og gør alle aftener og nætter ens.
Blinkende røde lamper er lig med alarm, og sjælefreden er ødelagt og det vil være svært at skulle sove efterfølgende.
Alt dette er vores politikere parat til at ofre, uanset at den daværende energiminister Martin Lidegaard slog fast ”Vindmøller er ikke lydløse og de er synlige i landskabet. Derfor er det vigtigt, at vindmøllerne placeres efter grundig planlægning, hvor der tages hensyn til både naboer og naturen. Det er kommunerne, der står for den planlægning”
Hvad har vores byråd gjort for at tage denne debat? Ja, vores borgmester vil ikke engang komme til Sæby, hvis det er et protestmøde, der er imod opstilling. Og de øvrige byrådsmedlemmer er tavse eller har travlt med at føre valgkamp. Hermed en opfordring om at komme til Sæby og få dialogen, og hør synspunkterne.
Derfor vis interesse og mød op til debatmøde, mandag 22. juni 2015 kl. 19.30 i Sæby Fritidscenter.
Jan Holmsgaard, Strandkanten 101, Sæby
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Debatindlæg: Sæby landskendt for Havvindmølleparken eller... ' til en bekendt