
Kursus for skolebørn hos Grøns Køreteknisk Anlæg
29. maj 2015 - kl. 1:03 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Ejeren af Grøns Køreteknisk Anlæg og Grøns AMU Center tilbyder at stille anlæg og biler til rådighed for skolerne og børn i Sæby i forbindelse med den debat, der har været omkring klassesammenlægninger og børn, som skal flytte skole.
”Vi har noteret os, at en del af borgerne i Sæby er nervøse for deres børns sikkerhed, når de nu skal krydse veje, og cykle ad nye ruter efter sommerferien. Dette vil vi gerne hjælpe med, ved at tilbyde børnene et kursus i, hvordan man gebærder sig i trafikken på cykel.
Vores kørelærer Michael K Sørensen, som i øvrigt opstiller til skolebestyrelsen i Sæby, tilbyder at undervise børnene kvit og frit.
Vi kontakter skolelederen for at aftale nogle datoer for afholdelse af disse kurser inden skolestart efter ferien”, fortæller Karsten Trend Poulsen, der er direktør for Grøns Transport Uddannelser – AMU Center.
Både ejeren af Grøn og kørelærer Michael K Sørensen finder det uhyre vigtigt, at “nye i trafikken” fra starten lærer, hvordan man bedst klarer sig i trafikken uden at være til fare for sig selv eller andre.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kursus for skolebørn hos Grøns Køreteknisk Anlæg' til en bekendt