
Pinse-pedaltramp til kr. 65.484.-
…
27. maj 2015 - kl. 10:40 - af Henrik Christensen (web-redaktør)
Der var kun 14 ”pedalatleter”, da Lyngså Boldklub afholdt 1 times sponsorcykelløb pinselørdag på en rundstrækning ved Lyngså by og omegn. Beløbet er tilfredsstillende og skæpper godt i boldklubbens kasse, der sagtens kan få brug for disse penge, nu da Frederikshavn Kommune har smækket kassen i for flere tilskud til klubben.
Lyngså Boldklubs formand, Ib Thomsen, var selv i sadlen, og gjorde hvad han kunne for at slæbe kroner sammen til klubben. Trods sine 56 år og 127 kilo lykkedes det ham at køre i alt 16,5 kilometer, der indbragte kr. 15.650 -.
– I år var det en hård rute, med den hårde modvind på en del af ruten. Den trak tænder ud, og personlig kunne jeg godt mærke, sveden piblede frem på panden under kasketten. Men skidt med det; det var en dejlig tur rundt om ved reservatet, og det gav frisk luft i lungerne, så det er både sundt og godt for både rytterne og boldklubben. Jeg vil gerne sige tak til alle sponsorerne, til rytterne og til de mange hjælpere, der var i sving, for at sådan et arrangement kan køre. Et rigtigt godt arrangement som vi gør om næste år, siger formand Ib Thomsen.
Ny længderekord
Sponsorcykelløbet i Lyngså er kørt siden 2005, og Troels Møller satte i år ny længderekord med 38,3 km på en times kørsel og blev hermed dagens vinder. Nr. 2 blev Kim Olesen med 36,2 km, og 3. pladsen gik til Rasmus Kyvsgård med 33,6 km.
Jens Poulsen kørte i alt 28 km, og det rakte kun til en delt 4. plads sammen med Casper Schrøder.
Men Jens Poulsen kørte flest penge ind til klubben nemlig kr. 18.920 -. Nr. 2 blev Ib Thomsen med kr. 15.650, -, og 3. pladsen tog Casper Schrøder sig af med kr. 8.421 -.
Til de to vindere med flest kilometer og flest kroner, var der et gavekort til hver på kr. 500 -, som kan omsættes hos Brunø Tøj.
Efter løbet var der omkring 60, der deltog i spisningen af grillstegt gris med tilbehør i teltet, der var opstillet ved den gamle købmandsgård midt i byen. Grisen blev sponseret af Finn Nielsen, Stendal.
Tekst og foto(s). Cille Strøm
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.













Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Pinse-pedaltramp til kr. 65.484.-
...' til en bekendt