Ugens klumme: Ministeren, krejlerne og andre besøgende

2. maj 2015 - kl. 0:05 - af Henrik Christensen (web-redaktør)

Fra Sulbækhusets gårdsplads er der næsten frit udsyn til hovedvejen ca. 200 meter mod vest – og i 1933 kan den 8-årige Svend se en hestevogn med åbent lad trille langsomt fra Frederikshavn mod Sæby. For vognen er der kun en enkelt hest, og en lidt forhutlet mand sidder foran med et fast greb om tøjlerne.

Hesten er ved at være et ynkeligt gammelt øg, der ser ud til at kunne falde om hvad øjeblik det skulle være – hvilket den faktisk også gjorde oppe på Knæverhedevej kort tid efter og var stendød! Mandens pjaltede tøj og fedtede kasket vidner heller ikke om velstand og gyldne tider.

Hestevognen kører imidlertid forbi nedkørslen til Johanne og Valdemar, og Svend ved godt hvorfor. Manden – som af ukendte årsager har fået øgenavnet ”ministeren” (måske på grund af de store armbevægelser og den ringe troværdighed) – kan ikke længere sælge sine fisk til Svends mor, Johanne.

Samme betænkeligheder findes imidlertid ikke hos nabokonen ”Stinne Såjjen”, hvor han netop har været, og har fået afsat en snes isinger, der er datidens fattigmandsspise, hvad fisk angår.

Grunden til at ”ministeren” ikke længere kan sælge fisk til familien i Sulbækhuset, skal man søge lidt tilbage i tiden, hvor han flere gange med held havde solgt sine fisk til Johanne. Hun syntes imidlertid ikke fiskene altid så helt så friske ud, som hun kunne ønske sig, men hun havde taget til takke med krejlerens malende forklaring om, at fiskene skam lige var trukket op af vandet.

Den forklaring viste sig imidlertid kun delvis at ”holde vand”, idet en anden nabokone, Stine fra møllen, kunne fortælle, at ”ministeren” plejede at gøre holdt ved bækken, for at skylle sine fisk her, inden han drog videre. Så de solvarme fladfisk blev de ganske vist våde igen, og blev befriet for de fleste spyfluer, men næppe mere friske af den grund!

Så var det meget bedre at købe sine fisk ved en – formentlig arbejdsløs – mand, der om sommeren kom på cykel med en kasse med is på bagagebæreren. I isen var der store hornfisk som han solgte for 35 øre stykket. En herlig spise med Johannes nyopgravede sandjordskartofler og persillesovs.

Man levede i det hele taget meget af fisk i de almindelige arbejderhjem på den tid, og da Johannes bror, Theodor – der var ungkarl og boede hjemme hos forældrene ganske tæt ved Sulbækhuset – havde en lille ”kåg” liggende på stranden, hvorfra han satte garn og trak vod, havde man relativt let adgang til friskfangede fisk året rundt. Så derfor var behovet for at købe fisk hos tvivlsomme krejlere begrænset.

Men nu var der imidlertid også krejlere, der ville sælge andet end fisk.

En gang imellem kom der således en gammel hostende og knirkende Fordbil skramlende ned af grusvejen og ind på gårdspladsen, hvor den tog holdt ved siden af brønden – en enkelt gang lige tidsnok til at få vand på en køler, der var tæt på at koge over.

I bilens lad var der en stor kasse foret med halm, og når bilens ejermand forsigtigt rodede rundt i halmen, dukkede der de fineste lertøjs fade og kander frem.

Johanne købte flere gange nogle af fordmandens pottemagerting, som hun jævnligt brugte i sit køkken – ikke mindst når hun skulle slå dej op til hjemmelavede rugbrød til senere bagning i den store opmurede ovn med støbejernslågen.

Det hændte også at der kom ”kludekræmmere” og uldhandlere forbi. Disse kom som regel til fods eller på cykel. Alle havde de en bylt på nakken, som så blev bredt ud på gårdspladsens brosten.

Bylten indeholdt som regel forskellige små beklædningsgenstande, som de efter bedste evne falbød til priser, der altid var til forhandling. Her købte Johanne som regel undertøj til sig selv og familiens børn, og et nyt forklæde eller tørklæde kunne også købes til fornuftige priser.

Disse uldhandlere solgte også garn, som Johanne brugte til at strikke tøj til børnene – såvel strømper som de uundværlige livstykker, der var en vigtig beklædningsgenstand for alle datidens børn. Også stoppegarn til alverdens små reparationer af hullet brugt tøj blev ofte købt hos disse kræmmere. Garnet blev købt i ”fed”, hvilket vil sige løst oprullede bundter, der lige passede med bredden af en stoleryg, hvorfra de så ved håndkraft kunne rulles op i mere håndterlige garnnøgler.

De omrejsende krejlere var således en del af handelslivet på den tid – og nogle af dem opkøbte også ting fra de små husmandssteder.

Ravopkøberen var en skattet gæst i Sulbæk, hvor en yndet biindtægt var indsamling af rav på såvel markerne som på stranden. En aktivitet der blev dyrket af såvel børn som voksne, ikke mindst i de kolde vintermåneder, hvor mange – også Svends far Valdemar – ofte i lange perioder var uden arbejde.

Postbudet var landboernes faste forbindelse med det omgivende samfund. Selv om Valdemar og hans familie aldrig har haft for meget at gøre godt med økonomisk, så har han altid abonneret på ”Vendsyssel Tidende”, der med en dags forsinkelse blev leveret af landposten. For at halvere denne udgift delte man avis med naboen, vodbinder Laurids Svendsen. Hvis man havde post at sende til familien eller andre, afleverede man bare brevene og pengene til porto til postbudet, der så sørgede for den videre forsendelse.

En gang i kvartalet kom den lokale opkræver af penge til sygekassen også forbi. Det var ligeledes ham, der i tilfælde af sygdom skulle kontaktes for at underskrive de sygesedler, der overfor lægen skulle dokumentere, at patienten nu også forsikringsmæssigt var dækket ind med hensyn til betaling af lægens tid og medicinske anbefalinger. Et stift system, der dog for Sæby-området – til held for mange småkårsfolk – blev lempeligt administreret af en særdeles forstående doktor Grønborg.

Således foregik en ikke uvæsentlig del af datidens handel og kontakt med det offentlige – specielt på landet – fortrinsvis via den personlige kontakt med de omrejsende krejlere og opkrævere, der opsøgte folk på deres bopæl.

Et levebrød for nogen og en kærkommen mulighed for en ikke særlig mobil landbefolkning at købe ind og forrette ærinder, uden at skulle bevæge sig den ofte lange vej ind til byerne i en besværlig hverdag, hvor arbejde, husholdning og pasning af jordlodder og de mange børn fyldte alle døgnets lyse timer.

I nutiden træffes krejlerne og det offentlige på internettet, hvor vi i ro og mag kan handle ind og forrette vore ærinder hjemme fra sofaen. Vi kan så afvente at varerne bliver leveret på bopælen og transaktionerne med betalingen forrettet digitalt. Nye tider – gamle skikke!